ENERGETISK TERAPI – OM TRAUMER I KROP OG FØLELSER.

Jeg sidder i skrivende stund og prøver så godt som muligt at tage mig af en traumatiseret nakke idag. Jeg var uheldig igår, at blive påkørt bagfra på vej ind i et højresving.

Så står tiden helt stille i et øjeblik. I selve chokket, går sekunderne langsomt, og bevidstheden suser rundt til børnene på bagsædet, hunden bagi, bilens tilstand -og til sidst min egen krop. Hvordan klarede vi den her, lynhurtigt spørgsmål, klar parat svar…

Energetisk føles det lidt som at hifi-reklæet var slået fra. BOM. Stille. Helt stille indeni. Det er ikke så tit, at hjernen ikke har et godt bud, en forklaring eller en handlingsplan. Der var bare stille. De store følelser tog hurtigt fat. Taknemmeligheden for at børnene og hunden var ok, for at bilens krog (takke være at vi kører rundt med hestetrailer) var fremme og den tog det meste af trykket. Hunden sad lidt forskrækket klemt helt op tæt på ungerne. Dernæst oplevelsen af at være dødelig, og nu ikke at vide, hvordan min egen krop kommer til at tage det her chok. Hjernen løber lynhurtigt igennem alle tidligere oplevelser. Patienter igennem de sidste 20 år med piskesmæld og forstuvninger og nakkeproblemer, alt hvad jeg ved om det her melder sig klar til tjeneste. Det er helt tydeligt at det er nødvendigt at lægge antagelser og prognoser fra mig, dén del er jeg vant til at færdes i, både inde i mig selv og med mennesker jeg hjælper.

Så hvad er det så for noget. Hvem indeni taler, og hvad siger de. Hvad gør min energi, og er der noget jeg skal være opmærksom på her.

Den første test kom da jeg 1,5 time senere sidder på min hest og får undervisning. Jeg valgte at gennemføre. Bløde bevægelse, en stor varm krop og dét at komme i kontakt med mig selv, kan kun være godt. Sjældent er det gået SÅ godt, alle spændinger (som jeg plejer at mærke, når jeg kæmper for at blive bedre og rette på mine fejl) var væk, og følelsen af lethed, forbindelse, samarbejde og blødhed imellem den sorte powerfulde hoppe og jeg var ganske unik. Jeg fik det bedre, i kroppen, i følelserne og i mit sind, og en bølge af glæde vældede ind over mig.

Sig mig engang, skulle der endnu et uheld, et traume til, for at jeg kunne blive forbundet ned dybt i mig selv igen. Arghhh, har ligesom været her nogle gange efterhånden.

Det er ikke spændende at jeg blev ”sat på plads”, mere interessant at holde øje med fremadrettet, hvornår det er jeg glider ud af pladsen. Det sker altså uden at vi opdager det. SNEDIGT.

Der var et tidspunkt hvor min startsætning hver morgen var: ”hvor er der plads til mig i dag”.

Nu ændrer vi den lidt: ”Hvad er det jeg regner med at jeg skal kunne, klare og gøre i dag?”

Der skal holdes øje med vores forventninger til os selv, de sniger sig ind ALLE steder HELE tiden, og lægger et usynligt hårdt pres på vores systemer. Nogle af os adlyder og prøver at leve op til, og når vi ikke kan, så diskuterer vi indvendigt så taget er ved at lette. Det skaber indre irritation. Når vi opgiver på forhånd bliver vi passive og introverte og viljesløse. Og det skaber afmagt.

En af koderne er ansvar, selvansvar.

Hvad skal dette her bruges til? Hvad er det i gang med at fortælle mig? Hvordan kan jeg arbejde med det her?

Når selvansvar melder sig i rundhåndet form, og jeg tør gå tilbage i traumet og trække de følelserne der låste sig op med rode, og tage dem med sig, så opløser traumet sig, og jeg åbner for de bedste betingelser for heling.

# Accept # overgivelse # selvansvar # energetisk terapi #

Den hurtige vej til at lære noget om lederskab, den hurtige vej til at lære hvordan jeg holder mit eget lys stærkt strømmende, den direkte vej til dyb spirituel forandring.

Det lyder som overskriften på en hurtig, nem smart, do-it-yourself model. Men i virkeligheden er det her blot overskriften på et vigtigt moment i denne blog, og i det hele taget i mit arbejde, men lige så meget i mit virke som menneske, et helt menneske.

De hurtige modeller virker ikke, desværre. Det ville være så nemt at tage et smukt foto, at tillære en teknik, og så konkludere, at nu er vi kommet langt, nu er vi dygtige, nu er vi åbne, vores hjerter virker, vi er spirituelt bevidste.

Vejen opad går nedad, og indad. Og en ting er sikkert, hjernen gør det ikke frivilligt. Hjernen tilfører gerne et kursus og en teknik frivilligt og konkluderer gerne frivilligt, at den er blevet dygtig. Men at give slip, og undersøge hvad der sker indeni, hvor bremsen er, og hvad der skal til for at kludre garnnøglet ud – det skal der hjælp udefra til.

Hjælpen kommer med præcis den dosis, som vi skal bruge.

Jeg fik den hjælp i går i form af en større diskussion og et intenst pres fra min 350 kg tunge hest, der bestemt mente, at hun skulle vise mig vejen, og at jeg skulle flytte mig. På den ene side lidt at et traume, sådan set på den korte bane. På den lange bane, en større gave pakket godt ind i nogle lag.

Du kan overføre dette på hvilken som helst udfordring, fysisk eller psykisk. Ideen er, at bruge livets træning som en måde at åbne det næste led i din større plan.

For ganske få uger siden, fik jeg vist en ny måde at være på i verden, en ny måde at holde mit eget lys på, mens jeg arbejder med udfordringer, med menneske, med lys, med mørke og med alt det vi møder på vores vej. Jeg så også, at der er mange niveauer og trin, i dét at holde sit eget lys. Og det er slet ikke en progressiv trappe, det er mere forskellige niveauer, med vidt forskellige muligheder. Men vi kan altid springe, altså forlade et niveau og søge videre. Og det var præcis dét jeg så, og det jeg valgte at sige ja til. Der blev konkret spurgt, om jeg var klar. Der lå nemlig ikke længere nogen opskrift foran mig. Jeg skulle selv designe det næste skridt. Jeg kunne også lade være, og blot være her nu. Og høste af det arbejde jeg allerede havde lavet. Men nogen på den anden side, må kende den side af mig, der ikke bare sætter sig ned. Jeg tænker de sidder med en smil på læben nu, for de ved godt, at jeg ikke siger nej til en opgave. Jeg siger ikke nej til at gå dybere, jeg siger ikke nej til den autentiske vej. Og så er den autentiske vej lidt speget her på jorden, især når flere forskellige energier skal matche op på hinanden.

Problemet var, at jeg så hvordan det ser ud, når jeg ville kunne mestre at holde lyset på den nye måde, såååå. Svaret var ja, og jeg bad herefter (af erfaring) eftertrykkeligt om at tage den blide lette vej, også selvom det så måtte tage lidt længere tid. Jeg skulle kunne holde til det.

Det her, og den her udvikling, den kender jeg, jeg har prøvet det mange gange, og jeg kender nogenlunde spillereglerne. Universet disker op med nogle opgaver og så skal de løses, og så bliver der kigget lidt på, hvordan jeg klarer det på de indre planer.

Der er mange elementer i at holde lyset på den nye måde – på den måde, som matcher de opgaver der ligger foran mig i 2019-2020 og videre frem naturligvis. Og jeg kender langt fra alle de træningsopgaver som ligger foran mig, men jeg har spottet at der er flere steps i dette.

Hesten lærte mig en af de vigtigste lektioner nogensinde i går. Det at holde lyset (uanset niveau) er bygget på personligt lederskab, og det er bygget på at vælge sig selv til, og det er bygget på at træffe et bevidst valg om at der er plads til mig, og det igen er bygget på hele spørgsmålet om retten til at eksistere, retten til at være her.

På trods af en noget intens oplevelse med min skønne hest, fik hun på ultrakort tid highlightet hele denne proces. Nærmest som at tegne et skitse over vejen frem. Men for at komme frem, så skulle jeg tilbage.

Nu undlader jeg at fortælle dig om de simple detaljer i historien, for naturligvis blev jeg som menneske bange, og jeg blev som hestepige udfordret på mine teknikker, og måtte forløse traumet for både hende og mig selv. Alt det kan man ikke filosofere sig til, det kræver management i situationen.

Alt det jeg deler her med dig, er det overvejelser og indsigter, der lander på bagkant af denne ”gave”og læring.

Min hoppe var presset af en skade og det at stå alene i restitution, det er ikke sjovt når man er socialt anlagt og har brug for en leder. Alt den overskydende energi og efterspørgslen på en kærlig leder, blev rettet mod hende, der har ansvaret -mig. Og naturligvis. Sådan ville hun gøre i en flok i naturen, sørge for flokkens overlevelse, ved at finde ud af hvem der bestemmer og sørger for at alt er godt.

I denne spidssituation fik jeg lov at se lysende klart, hvor jeg udfordres i min evne til at lede, til at holde lyset stærkt og klart, også når det brænder på. Og jeg så hvordan denne situation finder sin spejling i rigtig mange forhold i min karriere som menneske.

Det næsten komiske var hvor let det var, at rette op på balanden. Jeg skulle gå forrest. Vise vej. Det er kærligt lederskab. Ikke diskutere, ikke spørge, ikke være for blødsøden (og heller ikke sur og afvisende), men vise hende at der er styr over det, og jeg løser det. Hun er ikke alene, bliver ikke forladt, det bliver ordnet.

I det øjeblik jeg gik forrest, undlod enhver form for pres, men viste vej, blot signalerede stop med min fysiske krop, så faldt hun helt til ro.

Hestefolket griner nu, og til alle andre ikke kyndige hestemennesker, så er det så simpelt som at bruge et kropssprog der siger HOLDT eller vifte med tovet, der har fat i grimen. Det er nemlig irriterende, og så stopper hesten eller bakker, og så lader man tovet faldet til ro. Min dygtige veninden og kollega Gudrun (holistisk dyrlæge), grinene lidt sammen med mig, og sagde ”det kan vi også bruge til mennesker”.

Ja selvfølgelig. Hvor tit oplever vi ikke at vores grænser bliver overskredet, og vi som senstive kæmper for at bliver hjemme eller holde vores lys eller undgå at blive stressede. Tænkt hvis vi blot med vores energi og intention kunne ”vifte med tovet”. Jeg var lidt fræk og testede det på hjemmefronten, og kunne øjeblikkelig konstatere at det virker helt mangen til. Uden at man behøver bruge hverken ord eller fagter, men blot holder intentionen inde i sig selv. Menneskehistorien er noget længere, og så nemt er det naturligvis ikke. Men jeg mærkede idag, hvordan denne indsigt lægger en ny bund, som gør ord og handling både mere præcise, autentiske og neutrale.

Tænk engang, universet har gjort det igen. Tændt lyset indeni mig på et nyt niveau, og budt sig til med både en indsigt og et redskab, jeg uden tvivl kun har set toppen af effekten af endnu.

Historien endte godt, jeg forenede mig med Passion, men på en ny måde, som vi uden tvivl skal til at lære mere om sammen i tiden der kommer.

Hvis jeg skal fortælle min historie, så starter den så almindeligt som man nok overhovedet kunne forestille sig. En ganske almindelig familie, uden for mange, og uden for få udfordringer. Der var ingen adgang til hverken religion eller spiritualitet. Ikke ud over standard niveau i Danmark i 70’erne og 80’erne. Til gengæld var der adgang til et højt niveau af indre liv. På det tidspunkt var forståelsen for at være høj-sensitiv ikke kendt, i hvert fald ikke i de kredse jeg befandt mig. I hele barndommen havde jeg adgang til et rigt indre liv, som jeg i højere grad deltog i, end i den ydre fysiske verden. Oplevelsen af at være anderledes, at have noget indeni, som ikke ville kunne deles med den ydre verden prægede hele barndommen. Der var rig tilstedeværelse af fantasi, og livslyst, især når jeg fik tid alene, og var uforstyrret igennem længere tid. Den ydre verden kom hele tiden lidt i vejen, og i det omfang jeg kunne få lov at kigge på og se ”hvordan de gjorde”, altså hvordan mennesker gør, så var det rigelig stimulering. Set tilbage fra nu, var det slet ikke planen at kravle for dybt ned i menneskeriget, det hele kunne fint observeres på afstand, så energier i ro kunne få lov at lande. Samtidig blev en del af den naturlige sjælelige tilstand, som mest af alt minder om devarigets lethed, naturlighed, flow, mystik, skønhed og evne til at skabe gentaget i bevidstheden i både vågen og sovende tilstand. ”Du er en drømmer, du er altid væk”, blev der tit sagt. Og egentligt blev jeg lidt fornærmet, for det var ikke drømme, det var mere virkeligt, end den afbrydelse den sætning betød for adgangen til min oprindelige version, mit oprindelige jeg. Men det var ikke meningen jeg skulle blive i de tilstande, de blev blot plantet og gentaget i de tidligste år og gradvist op i teenageår og starten af 20’erne. Det var så smart installeret, at få at modellere mest mulig viljestyrke og handlekraft frem i denne inkarnation, var der blevet valgt de helt rigtige forældre med præcist de energier, som ville kunne presse systemet tiltrækkeligt. Det var jeg gået med til lang tid før inkarnationen, og jeg havde prøvet denne typer opgaver mange gange før. Også i sværere situationer. Denne her var relativt tryg. Lethed, frihed, blidhed, skaberevne og devarigets energi, den er ganske rar, der er mange kærlighedsstrømme og blide strømme i den sjælsenergi. Men når det kommer til at skabe et jordiske liv, og få praktikken til at lykkes, så bliver den udfordret. Der er i høj grad brug for lige så megen viljestyrke, handlekraft, og evne til at holde balancen og ikke mindst til at komme igen efter nederlag. På mange variable måder, store som små, blev disse evner trænet igen og igen og igen og igen, og faktisk lidt længere tid end det oprindeligt var planen. Lige nu er jeg faktisk godt 7 år bagud i forhold til den oprindelige plan ;-). Hvordan pokker kan man gennemskue sådan noget her, kan jeg næsten mærke at der bliver spurgt. Svaret er, at det kan man ikke, det er derfor jeg har været så længe om det, og derfor hænderne her på tastaturet skal have hjælp oppefra. Det er svært at se sit eget. Selve arbejdet med hjernen og egoets krumspring startede som 17 årig. Siden den største og vigtigste opgave til et godt stykke op i 30’erne var at træne vije og handlekraft, fik jeg også alle de ”gaver” som denne type træning fører med sig. Et ego, der arbejde på at trække sig op og frem, diverse overbelastningssymptomer på både krop og sind, som altid blev overhørt for at fortsætte den højere plan, som altid (her set fra egoets perspektiv), var vigtigere end noget andet. Jeg trænede drivkraft, øvede opfinder evner, arbejdede altid ihærdigt på at forstå flere sammenhænge, dykke ned i flere detaljer, og gerne i en hæsblæsende fart. Altid var der et urokkeligt drev mod at skabe mere og flytte sig fremad. Mod at turde, mod at gøre noget som var lidt sværere end det jeg gjorde i går. Helt frem til det 38. år, føltes alt arbejdet som et arbejde med hjernen, med at skabe balance og ro, og finde ro i mig selv og omkring mig selv, mens drevet der råbte fremad og videre, var den tydeligste stemme i mit indre. Livets op- og nedture lærte mig at vælte og lærte mig at rejse mig op igen, og i mange år var jeg ikke bevidst om den magi der udfoldede sig indeni mig og omkring mig, når jeg enten var i de rette omstændigheder eller var i enerum med mig selv. Til gengæld gjorde jeg en hulans masse menneskelige erfaringer omkring de psykologiske aspekter af det menneskelige liv, og hvad der skal til for at få computeren til at arbejde i de rigtige folder. Det største og væsentligste spirituelle arbejde der ubevidst foldede sig ud i de unge år var stabiliseringen af de jordiske energier. Jeg fik lært at falde og jeg fik lært at rejse mig. Jeg viklede mig ind i komplicerede relationer til kærester, hvor jeg gang på gang mistede mig selv, for at genfinde en ny version, en sandere version bagefter. Hver eneste udfordring var en del af sjælens opvågning, og hver eneste udfordring var som at fjerne en lille bid af personlighedens hårde greb om mit indre, så jeg begyndte at kunne bevæge mig, og bevæge mig nok til at vælge rigtigt. Og det lykkedes i 2007, som endte med at blive til dét som i dag er mit jordiske ben, min største støtte og mit vigtigste fundament: min mand og mine to piger. De jordiske energier, og dermed de 3 nedre chakra, skulle stabiliseres, før den større åbning ville kunne gennemføres sikkert og stabilt. De første skub, kald, de første opdagelser af det at kunne mærke ting, som vi ikke kan se med det blotte øje, de kom allerede i den tidligere barndom. Og frem til et godt stykke oppe i 30’er, gjalt denne adgang både behagelige som mindre behagelige energier. At det virkede skræmmende og bestemt ikke som noget, jeg ville dyrke yderligere, giver næsten sig selv. Der var ikke tilstrækkeligt indre styrke og tillid på det tidspunkt, til at mestre en større åbning. Alligevel pressede det på, og set i et større perspektiv, skulle der presses på for at starte en bevidstgøring af processen. Fra 2012 begynde det at ændre sig. De jordiske energi var på plads, de familiære forhold var landet som de skulle, og paratheden på hele jorden stillede sig i en anden frekvens. Den ene tilfældighed efter den anden maste sig op fra det underbevidste og ind i det tænkende sind, tilfældigheder der bankede på med det formål at gøre opmærksom på hvad sanserne kunne opfange. Det var alt fra ikke synlige væsner, til tydelige forudanelser og forudsigelser og ikke mindst uforklarlige indsigter i årsagen til menneskers først fysiske, senere psykiske udfordringer. Men sindet var ikke klart. Informationen og hjælpen var så tydelig, at det fra det plateau jeg sidder på nu, virker nærmest komisk. Der må have stået en ring af mine med-sjæle omkring mig, og kigget opgivende på hinanden: ”hvad pokker gør vi, hun hører INTET”. Jeg bort forklarede alt, og der hvor jeg ikke kunne bortforklare, der kunne jeg gå til angreb på mig selv som værende ikke ok, for doven, ikke opdateret nok, etc. Sikke mange krumspring den hjerne indeholder. Den burde have en guldmedalje i opfindsomhed. En tidlig morgen i 2013 løber jeg en tur med min hyrdehund Tristan. Pludselig kommer en næsten dobbelt så stor ung schæferhund løbende imod os, med alle signaler og kropssprog klar til et frontalt angreb. Der var så meget fart og lyd på, og ingen mennesker i miles omkreds, ingen måde at slippe væk, intet at forsvare sig med, at i et nu, der stod tiden stille. Jeg stoppede op og stod bare bomstille. Tristan stoppede ved siden af mig, og han stod bomstille. Meget usædvanligt for en hund der ellers altid er på vagt og på stikkerne. Vi stod der bare, og det eneste der gik igennem mine hjerne var noget i retning af: ”nej, det her er forkert, det er ikke meningen – og dernæst – hvem af os hopper den på først”. Tristan må have tænkt det samme. Ca. 2-3 meter før den når os, sker der dét, at den med et højt hylende skrig af smerte falder sammen, klasker ned i grusset under den, lige foran os, og i et splitsekund vender den på en tallerken og med halen mellem benene lunter hurtigt væk fra stedet. Jeg husker stadig hvordan jeg målløs fik samling på mig selv og vi begyndte at bevæge os væk fra stedet uden en lyd. Min hjerne kunne ikke forstå det, men drog den konklusion, at den måtte være blevet ramt af et lyn. Først nogle år efter, gik det op for mig, at det var sommer, og der var blå himmel omkring os. Det var en af mange vækkelser. Nogle har været chokerende, nogle har været behagelige og en del har bare presset min personlighed så meget, at den til sidst har måttet opgive sig og give plads til nye indstrømninger fra sjælens rige. Da opdagelsesrejsen først var begyndt og jeg ligesom havde fået sat næsen i sporet, og samtidig formåede at anvende den optrænede handlekraft og viljestyrke til også at få de indre ting til at smitte af i de ydre verdener, blev det mere tydeligt for mig hvad jeg kunne og skulle bruge dette liv til, og i det hele taget hvad hele mit virke skulle handle om. Sjælens energi havde fået godt tag i projektet igen og nu i en mere livsprøvet personlighed -som desværre også brugte sin viljestyrke til at holde godt fast i sine egne regler og rammer. Når man nu hører om, at vi får hjælp til disse processer, så bliver jeg nummer et til at bekræfte det udsagn som værende sandt. Den hjælp kan vise sig på mange forskellige måder. Hos en særlig genstridig personlighed, som har et godt stramt tag om det sjælelige indre, så kræver det nogle ture i tørretumbleren, eller rettere sagt, så kræver det en rejse ind i sjælens invielsesvej, som nødvendigvis indbefatter en del prøvelser og en del sjælens-mørke-nat oplevelser. Nogle af dem havde jeg allerede gennemgået i de tidligere år i denne inkarnation, men de væsentligste, dem der for alvor åbner bevidstheden for både det indre, som for åbningen af hele energisystemet, blev presset sammen i årene fra 2012 og frem. Hos mig indebar det både indre processer som ydre processer, ting jeg måtte gennemgå, udfordringer der skulle bestås, svære tider og meget vanskelige følelser, der skulle gennemleves. Mange oplever tab i disse processer, og det samme gjorde jeg. Jeg har dog opdaget, at jeg i dag, når jeg kigger tilbage ikke betragter noget som tab længere. Snarere som genfødsel af en indre strøm af gylden energi, en tilbagevenden til sjælens rige, dog mens jeg stadig er i fysisk form, og evner at leve flerdimensionelt som det er i dag. Da en af de helt store miste-processer var gennemgået, skete åbningen af det jeg i dag registrer som adgangen til lys-arbejder tilstanden (eller gralstilstanden, som den bliver kaldt her hos mig) meget hurtigt. Næsten med blot en måneds interval løftede bevidstheden sig mere og mere. Månedlige intensive og til tider svære processer blev erstattet af nye indsigter og nemmere og nemmere adgang til universelle energier, steder og kanaler. Når jeg bliver spurgt hvordan jeg har sikret og trænet adgangen til de universelle kanaler, har jeg længe ikke kunnet svare. Ikke andet end at: ”de kommer selv”. Det eneste jeg har skullet gøre, har været at turde processen. Jeg har ikke trænet bevidst, sat mig ned og øvet, og det perspektiv jeg får lov at se fra det plateau jeg sidder på nu og hvilker for nogle timer eller dage er, at jeg følger en nøje plan. Gradvist bliver systemet åbnet, trænet, opgraderet og nye energi, evner, tilstande tilføres. Det sker ikke under hverken stress eller pres, for det er ikke egoets hastværk og evindelige tidspres eller selvhøjtidelighed, der styrer processen. Den er er nøje tilrettelagt. Måden jeg anvender min frie vilje på, vil enten hjælpe processen eller forsinke den. Lidt ligesom en fødsel. Jo mere kontrol du tror du har, jo længere tid og jo sværere bliver det for naturen at gå sin gang. Jeg har aldrig følt mig som en almindelig clairvoyant, og jeg har vist aldrig i det hele taget følt mig almindelig, men klarsynet og ikke mindst evnen til at kanalisere er to aldeles vigtige redskaber i mit virke og mit formål i denne inkarnation. Redskaber som i den grad har reddet mig også, reddet mig fra personlighedens stramme fængsel og hjulpet mig kærligt og sikkert på vej op ad bjerget. Alt det arbejde der ligger i at løfte bevidstheden, i at bane vej for kærlighedes energi, for et højere formål, for at give liv til et liv man ikke behøver flygte fra -alt det er svært at gøre uden de ekstra-sensoriske evner. De har været der hele tiden, det hele har været der, men adgangen er blevet større, nye tilstrømninger er åbnet, fylden i det indre har ændret sig markant, personligheden har vist sig som en umådelig brugbar assistent og håbet om at kunne kaste lys på det sjælelige liv hos mennesker er blevet større og indsigterne i sjælens arbejde, sjælens kanaler og arbejdet i flere dimensioner både her, men også derude åbner sig (og den vil jeg dele mere om en anden gang),. Det bedste ved hele historien er, at den ikke er færdig. Det bliver den nemlig ikke. Og det der er stort set lige så godt er, at lige så udfordrende det kan være at mestre flere dimensioner på samme tid, desto lige så meget nemmere er det blevet også bare at være et ganske almindeligt menneske i en ganske almindelig familie. Der er lige så meget bøvl som der plejer at være, men faktisk alligevel så er der slet ingen bøvl. Og når det begynder at gå for godt, så træder universet til, slukker for bålet og siger: ”så skal vi videre”, og så er der altid en blind vinkel, der faciliterer den næste rejse opad. Så er det tæt på, at det nu bliver spændende hvad der venter om det næste hjørne. Kærlig hilsen Camilla  

• Og præcis her har vi omverdenens ufred og bøvl.

Guddommelig hjælp, der ansporer os til at tænke anderledes, til at kigge dybere i os selv, til at turde komme til udtryk som dem vi i virkeligheden er, til for alvor at anspore den hest, vi sidder på. Men hvordan gør man så, hvis man føler sig som offer for sine omgivelsers opførsel? Hvordan kommer man ud af det? Det første skridt til løsninger vil for det sensitive menneske virke paradoksalt og måske også skræmmende. ”you gotta stay in it”.   Hjertemennesker, stjernemennesker, sensitive mennesker, alle har så stor en drivkraft på fred, at enhver med denne baggrund vil strække sig mere en langt på kærlighedens og fredens konto. Alt for langt. Og tit så langt, at man selv går i stykker indeni. Første spirituelle opgave går ud på at blive stående inde i sig selv, inde i eget center, og lade stormen rase udenfor. Dét der sker, når vi går i handlemode (og det kan godt forekomme blot i energien uden at vi virkeligheden handler. Vi forsøger energetisk at hjælpe og fikse og tilføre fred, harmoni og kærlighed). Når vi registrerer at dette ikke fikser situationen, er næste erkendelse at genfinde kontakten til dig selv, og blive stående. At turde være her, og turde blive her. At vide at du ikke er og ikke kan være ansvarligt på andres vegne. Jeg har opdaget, at når jeg møder et stjernemenneske og fortæller denne historie, er det nøjagtig her de stopper op og kigger mærkeligt på mig. Sjælsprogrammet hos stjernemennesker (og englemennesker, natursjæle, de gamle vise etc) er alle så stærkt kodet på at løfte energien, skabe fred, bane vej og gøre verden til et bedre sted, at denne udtalelse fra mig skurer i deres system. Det der blot er rigtig vigtigt at vide er, at vi ikke kun er vores rene sjælsprogram med dets store planen. Vi er også blot mennesker, med menneskelig behov. Faktisk er vi først og fremmest mennesker. Konstellationen krop, sind, sjæl er en unik størrelse, styret af den fri vilje. Den fri vilje kan trække både på vores jordiske fundament og den kan trække på vores højere selv, og præcis via den fri vilje kan vi få vores højere selv i spil på en måde, som er understøttet af vores jordiske fundament. Det efterlader hver og en af os med muligheden for at skabe den rene udgave af kærligheden gennem vores eget center og det giver hver eneste af os den unikke mulighed for at lyse gennem vores højere selv i tæt samspil med det menneskelige sind og skabe unikt flow i alle livets henseenderne til enhver tid. Hele det arbejde styrkes, bedres og løftes som vores bevidsthed stiger, og som vores fysiske fundament tilpasses den bevidsthedsstigning. For at komme tættere på den tilstand må vi bruge nogle guddommelige udfordringer i vores dagligdagen. Det spændende er altid om vi i situationerne, vi møder, kan bevare roen, registrere udfordringen, og begynde stille og ydmygt men gerne nysgerrigt at undersøge, hvad denne givne situation skal bruges til, hvordan den vil løfte dig til et højere og bedre sted. I stedet for at anvende frygt-modus, den gamle side af dit ego, som er dødangst for nye ting og forandringer og altid er på vagt, fordi noget jo kunne gå galt. Det sidste ord i denne skrivelse er TILLID. Tillid til at du bliver hjulpet og støttet i din proces. At det bag din ryg står et kærligt univers og venter på at du åbner øjnene J Kærlig hilsen Camilla  

HVAD BETYDER DET OG HVAD SKER DER, NÅR VORES ENERGI SYSTEM ASCENDERER

Ascentions processen

Måske har du hørt ordet ascention blive brugt i spirituelle fora. Som med alt andet i den spirituelle verden bevæger vi os rundt i alt andet en fakta, og vi kan møde forskellige forklaringer og begrundelser, og måske stiller du ligesom mig spørgsmål til hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Først af alt, tillad endelig dig selv at stille spørgsmål. Den del af dig, der er undrende eller skeptisk, bliver ikke mindre højlydt af at blive tysset på ;-). Og mens du undlader at “tysse” alt for meget på dig selv, så vil jeg (med benene så godt plantet på jorden som muligt ;-)), fortælle dig lidt om både mine egne oplevelser med ascention og iagttagelser hos mine klienter. Menneskets bevidsthed er under udvikling, det er der vist ikke så meget tvivl om. I spirituelle sammenhænge møder du udtryk som gammel tid, ny tid og måske endda en endnu nyere tid, som vi er på vej ind i. Det er en smuk måde at udtrykke, at den samlede kosmiske bevidsthed er under forandring. Menneskets er nu mere end nogensinde før åbent for en udviddet bevidsthed. Det er faktisk nemt at aflæse i praksis. Når vi kigger på statestikker over hvor mange som eksempelvis søger ind i det etablerede behandlersystem i forhold til hvor mange der søger det alternative behandlersystem, så er der nu en overvægt til det sidste. Mon ikke det er et tydeligt udtryk for den forskydning, og den påvirkning ny tids energi har lagt over menneskeheden? Når vores energifelt ascenderer til et ny niveau, en højere vibration, så er det på det energetiske plan det samme som at gå igennem en energitornado. Alt bliver hvirvlet op (alt hvad der skal hvirvles op), og efter stormen er du installeret på ny, en ny højere vibration af dig. Hvordan mærker man, at det er dét som sker? Du vil typisk opleve fysiske symptomer, som tiltager uden rationel forklaring, eller som bølger op og ned i et hidtil ukendt mønster. Svimmelhed og hovedpine er oftest ledsagere, idet der arbejdes ihærdigt på dit 3. øje, dit klarsyn. Man kan også sige, at du under en ascention får pudset brillerne :-). Og mens brillerne lige bliver hevet af næsen, for at bliver pudset, så er du midlertidig svagtseende. Det er derfor også vigtigt, at hvis du spotter, at det er DETTE som er igang, at du er særlig rolig og omsorgsfuld mod dig selv. Det hjælper ikke her at presse kroppen eller sindet på nogen måde. Hvil dig så meget du kan. Find fred i dig selv så meget du kan. En følelse af rastløshed i kroppen (som ikke er forbundet med en velkendt stress periode). Det skyldes at hele dit system er under omorganisering, og så længe du befinder dig inde i tornadoen, og indtil alting finder sin nye plads, vil du føle dig løbende kørt over af en bus. Men denne uro, kan også forsvinde på tidspunkter i løbet af dagen og du kan være HELT klar i hovedet og rolig i kroppen. Det er som regel her forskellen på almindelig stress symptomer og ascentionstegn er. Under en almindelig stress periode, er du generelt mere flad hele tiden og ethvert forsøg på at sætte tempoet op (som kortvarigt kan føles ok), vil opleves som et set-back umiddelbart efter. Mystisk ændret søvnmønster er også en genkendelig faktor. Lige pludselig observerer du, hvordan du konsekvent begynder at vågne midt om natten, spontant og uden grund. Oftest på et bestemt tidspunkt. Og det kan stå på i ugevis. Personligt har jeg oplevet altid at have sovet igennem, være så træt, at jo mere søvn jo bedre. Under en af mine ascentionsprocesser, begyndte jeg at vågne konsekvent omkring kl 2:30-2:45. Til sidst vil du opleve det sådan at du i det øjeblik du slår øjnene op blot ved, at så er vi her igen. Det skyldes at dét energetiske arbejde, du gennemgår, og de programmer du “downloader” har frit spil om natten, når din dagsbevidsthed er ude af spillet. Og så er der simpelthen nødt til at være time outs, så programmer kan integreres med hele dig. Der er ikke andet at sige, end at du må være tålmodig med processen. Brug nattetimerne fornuftigt, sørg for at hvile, og husk at kroppen får fin hvile, når blot den ligger og slapper af. Ændrede relationer er et tydeligt tegn på at du er godt på vej igennem processen. Som din energi justeres, og din bevidsthed udviddes, så står du med et par mere pudsede briller end før, og endda med vidvinkel på. Det betyder også at usandheder og uhensigtsmæssigheder har sværere ved at slippe igennem dit filter, end nogensinde før. Det vil naturligvis få indflydelse på dine relationer. Gå roligt frem, så alle omkring dig kan følge med i processen, så undgår du at skulle skifte hele kredsen af bekendtskaber ud. Det hele vil oftest falde til ro indenfor nogle måneder. Hold din hjerteenergi godt åben, både overfor dig selv og andre i perioden. Øget sensitivitet er en gave, der følger med – og samtidig en udfordring. Alle sanser vil være skærpet, og de sanser, som det er meningen at du skal bruge i dette liv for at udføre det arbejde, du er sendt hertil for at gøre, de sanser vil være særligt styrkede. Derfor er ascentionsprocesserne også unikke for hver af os. Som at have drukket sandhedsserum. Når processen ebber ud og du træder ud på den anden side, så er “som at have drukket sandhedsserum” den bedste måde at beskrive oplevelsen på. Din bevidsthed er øget, du er lidt mere rustet til “det du skal her” end nogensinde før. Lidt som veer. Ascentionsprocesser er lidt som veer. Nogle gange kommer de som en vestorm og vi bliver overrumblede og betvivler alt, kæmper blot for at trække vejret. Andre gange er det en langtrukket begivenheder, der synes at starte og stoppe, for så at starte igen. Små ryk, mange gange, lang tid. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. Hvis man forsøger at forcere det, vil det enten stoppe helt (fordi det er egoet der forcerer, og så er vi i virkeligheden milevidt fra en forandring af det gode), eller også vil det lykkes med et skraldebang, og så bliver der payback time bagefter, hvor det at grounde sig selv igen bliver en lang lang proces. Det bedste råd, vær tålmodig og lad moder natur gøre sine underværker. Bed dine guider om hjælp, kærlighed, og jordforbindelse i processen og være rolig og omgængelig med dig selv. mkh Camilla

NÅR VESTLIGT MEDICIN KOMBINERES MED DIN PERSONLIGE POWER. . En historie der vidner om hvor kraftigt et redskab din sjæl og dit sind er, når det kommer til at hele din fysiske krop. I september 2015 var jeg ”heldig” at knuse halvdelen af mit venstre knæ så grundigt, som det nu er muligt at gøre helt på egen hånd. Jeg har tidligere på min blog på aarhusrygspecialist.dk beskrevet begivenheden og den læring og information, der er at hente i denne begivenheden. Her får du et nyt perspektiv, eller fortsættelsen om du vil, hvor jeg mere i detaljer, vil beskrive hvordan jeg arbejde på både krops- sinds- og sjælsplan med et større healingsarbejde. Men vi starter med starten. Jeg troede at jeg snildt kunne smide en 30 kg tung cement-parasolfod over et 120 cm højt hegn. Men i kampens hede, stående med cementklumpen i favnen, overvejende hvordan jeg skulle få ned ned på jorden igen, går det op for mig, at det her projekt var halvfarligt. Nu er jeg kendt for at arbejde meget med rygproblematikker og særligt de helt trælse af slagsen, så tanken om at lave en akut diskusprolaps på mig selv ved at sænke de 30 kg ned på den anden side af hegnet, stod tydeligt i bevidstheden. I et splitsekund beslutter jeg i stedet blot at slippe den og lade den falde ned selv. Det virkede mest sikkert. Mine bevidsthed var fokuseret på de to små kaniner, som jo skulle have skygge, de var begge uden for rækkevidde og ville ikke risikere at få cementklumpen i hovedet. Med øjnene tæt på de små pelsklumper, slap jeg parasolfoden. Hvad jeg ikke var bevidst om var det faktum, at et lille skrue fra foden havde sat sig fast i min jakke, godt fast. Så i det øjeblik jeg slap foden, trak den hele mig med ned gennem hegnet og direkte i jorden. Det ben jeg støttede på, det venstre undergik derfor en enorm kraft, da lårbensknoglen med fuld tryk kolliderede med ydersiden af knæet ledflade. Overbensknoglen er stræk, det betød at hele ydersiden af knæets side vitterligt eksploderede. Der er nogle sværhedsgraden af denne type brud, og dette kunne ikke blive værre. Måden et knæ responderer på efter sådan en påvirkning er med en massiv skarp smerte og udtalt akut hævelse. Nu har jeg heldigvis en meget rationel hjerne, så den lavede en hurtigt konsekvensberegning for mig ;-). Ganske praktisk. Punkt 1: denne type smerte betyder måneder (ok tjek, accepteret). Punkt 2: bliv liggende, situationen er udenfor kontrol (ok, tjek). Punkt 3: Is, elevation og kompression så hurtigt som muligt. Min dengang 6 årige datter spurtede ud efter is, og meldte sig med en filur i hånden til mig ;-). Skæbnen ville, at der gik hele 3 dage før jeg fik røntgenfotograferet knæet. Min rationelle hjerne er en fantastisk problemknuser og overlever, og alt kan lade sig gøre, med et par krykker ved hånden. Derfor var jeg mentalt i en tilstand af manglende erkendelse. Jeg var gået i overlevelsestilstand. 2 små børn, egen forretning, og en forestående flytning om 3 uger. Der ville skulle ansættes et halv dusin folk, for at fylde mine roller ud. I mit arbejde som fysioterapeut, mekaniker og problemløser, var jeg også sådan indstillet, at operation ville være for at redde liv, og aldrig i et forsøg på at fikse noget mekanisk. Jeg var overhovedet ikke i de tanker. Chokket indtraf i det øjeblik på 3. Dagen, hvor en læge erklærende at knæet var eksploderet, at det ikke stod til at redde, der absolut ingen chance ville være for at jeg ville få førligheden igen, hvis jeg selv forsøgte at klare det. Operation, og en af de svære af slagsen, var den absolut eneste mulighed. Det havde jeg faktisk ikke tid til, for jeg havde en vigtig aftale med en journalist denne mandag aften. Jeg ved ikke hvad de tænkte på skadestuen, det undlader jeg at gå ind i. Men jeg kiggede dem stift i øjnene og sagde: ”ok, så gør vi det”. Men først i morgen. Giv mig en Don Joy skinne, som støtter benet, så der ikke sker yderligere skade, og så kommer jeg i morgen. Jeg formåede stadig at holde situationen et skridt fra livet, i en eller anden uvidende tro om at det her bare ville kunne fikses i morgen, at det ville være fint. Jeg havde slet ikke overvejet at aflyse patienterne i klinikken resten af ugen. Hvilket rationale der lå bag, handlede på det tidspunkt mere om fortræning end om egentligt sund fornuft. Men det holdt ikke længere, og heldigvis for det, end det øjeblik hvor kirurgen troppede op og fortalte mig meget faktuelt hvad der var sket, hvor vild en skade jeg havde lavet, hvor ”spændende” denne type operationer var, og at udsigten meget vel kunne være kroniske smerter eller et kunstigt knæ. Umiddelbart kunne denne besked virke lidt barsk, men det var fakta. Det er DE fakta der findes om dette problem, fakta der er et resultat af den samlede kolletive betingning. Det er det vi tror på og det er sådan det bliver. Jeg husker ham svagt omtale en 40 årig kvindelige patient med samme skade, der fik et kunstigt knæ og som fint kunne cykle igen senere i livet. Altså det huer ikke en løbers hjerne, det her. Nå, jeg holdt masken, og da han var gået, brød verden sammen. Jeg fik lov at se dét i øjnene, som alle patienter gør. Vores egen dødelighed, vores egen skrøbelighed, dét ikke at vide, om livet nogensinde ville blive normalt igen. Frygten for at slippe kontrollen til et fremmed menneske. Frygten for at vågne op med et kunstigt led, eller bare noget kunstigt i mig. Og prognoserne. Uheldigvis som fagperson, vidste jeg godt hvad konsekvensen af at knuse en vægtbærende ledflade betyder : PROBLEMER! Men det smukke ved denne historie er, at denne kirurg har hjulpet mig mere end nogen andet menneske eller væsen nogensinde har gjort. Med dårlige statistikker i baghånden, uforudsigelighed, og intet stabilt trygt faktuelt at læne mig op ad, var der kun EN tilbage –mig! Og når jeg skriver mig, så er det en særlig version af mig, der skulle vise sig aktiveret. Alle besidder vi sjælens energi, alle er vi unikt potientiale, alle er vi unikt skabende og alle har vi fuld adgang til placeboeffekten (som er vores egen evne til at skabe mirakler i vores fysiske krop). Der var to muligheder nu. Enten kunne jeg følge statestikkerne og den samlede betingning opstået af vestlig medicins statestikker. Eller jeg kunne være en af de få der brød normerne. Der var kun EN ting at gøre. Stole 100% på mig, min sjæls energi, med andre ord min intuition, min mavefornemmelse – godt støttet op af min krops egne små signaler. Hvis man kan tale om at vende ryggen til noget og vende ansigtet en anden vej, så var det dét jeg gjorde. Jeg indgik et forlig med mig selv om at være i fuld accept. Et forlig der gik ud på ikke at kende resultatet, ikke at knytte mig til at skulle opnå noget bestemt, blot med et lille spædt håb om at kunne gå på mine to ben ned til vandkanten igen og gå i sandet i bare tæer –med lige meget vægt på begge mine ben. Min tilknytning var til nydelse og fred og ikke til at præstere noget mekaniseret (som eksempelvis at gennemføre et halvmarathon på 1.35). Jeg slog over i en anden frekvens. En frekvens af accept og tillid. Der var ikke andre muligheder. Jeg vidste intuitivt at frekvensen ”mig”, ville være det eneste jeg ville kunne satse på, den eneste som ville kunne ændre på statestikker og prognoser. I min situation var det således, at jeg skulle konfronteres med noget ultimativt problematisk, for at kunne lave denne vending. Derfor ser jeg tilbage i dag på hele forløbet, som den største spirituelle og personlige gave, der er blevet mig givet. Jeg ved nu, hvordan jeg skal slå over i frekvensen ”mig”, frekvensen ”heling”. Før var det noget jeg havde læst om, observeret og fandt spændende. Nu ved jeg hvordan jeg gør, og jeg ved at det virker og jeg ved at det slår enhver form for almindelig fysioterapi eller træning. Kirurgens formidable indsats betragter jeg stadig som et solstrejf af ufatteligt professionel indsats. Tænk at kunne samle et knust puslespil så godt, og give mig så gode betingelser for det projekt, som nu har fyldt mit liv det sidste halvandet år. Og det reflekterer så smukt, hvordan vestlig medicin (her kirurgens arbejde) spiller smukt sammen med min egen alternative og praktiske indsats. Ingen af dele kan undværes, de står smukt parallelt sammen. Den medicinske indsats de første 3 uger med sikring af sårheling og smertedækning var ligeledes en uundværligt komponent. Jeg er slet ikke sikker på hvordan det var gået, om jeg ikke var dækket ind på den front. En af de faktorer som jeg hurtigt satte i spil ud over accept og tillid, var positiv visualisering. Min hjerne vidste at knæleddet nu var en folk brosten (ujævne, ikke godt at træde ned på), men jeg omformulerede det og lavede billedet af den smukkeste glatteste lyseblå brusk, velernæret og støddæmpende. Og jeg visualiserede skinner og skuer som den smukkeste støtte jeg overhovedet kunne få, som min krop ville knuselske og som ville hjælpe mig sikkert på vej og bringe mig ned til vandkanten igen. Det billede og den følelse (hvis man arbejder med manifestation, er billedet ikke nok, man skal også skabe følelsen inde i kroppen af at det allerede ER sådan), holdt jeg foran min næse i stor format, og jeg har det stadigt. Jeg holdt skarpt fast i 4 uger, derefter var det installeret, og har virket siden. Dernæst satte jeg min hjerne til at kontrollere alle muskler og små bevægelser omkring hele venstre side. Fysisk holdt jeg tempoet nede i samtlige bevægelser, en anden måde at sætte mig selv øverst og først, og alle andre begivenheder trådte i baggrunden. Det var afgørende for succesen, at jeg på ingen måde kom til at jokke ned på mit ben i de første uger, risikoen for at leddet ville brase var stor ved sådan en uforudset belastning. Den information var heftigt, men den var vigtig og den gjorde en af de store forskelle i mit forløb. Jeg konverterede den til hjælp til mig i stedet for at skabe frygt, og brugte det konstruktivt til at holde øje med mig selv, mine handlinger og mine bevægelser. Nu er det sådan, at langt mere end 90% af allle vores handlinger (og dermed bevægelser) sker fra det ubevidste, så det at holde styr over hele pakken, er altså noget af en opgave. Der var bare ikke anden mulighed. Det viste sig at hen over de første 3 uger helede det hele enormt godt, og jeg kunne mere end jeg havde turdet håbe på. Jeg har ikke på noget tidspunkt i forløbet fulgt en fysioterapeutisk træningsplan, jeg måtte hurtigt forkaste de vante principper, det virkede forkert, øvelserne føltes ikke meningsfulde, og det at træne blot en gang om dagen ved jeg af erfaring overhovedet ikke er nok i den akutte situation. Det klogeste budskab, jeg fik med mig af den opererende læge var ”det vil være godt for dig at bøje og strække dit knæ, og så ser vi”. Lige i tråd med min mckenzie tankegang. Skab et led der kan bevæge sig, begynd at bruge det funktionelt og tro på projektet. Flyt fokus fra bøvl og bras og dårlige prognosen (som ikke er andet en nocebo, dvs negative selvopfyldende profetier, eller ren og skær dårlig woodoo – og tilgiv mig endelig min direkte facon, men det var måden, jeg håndterede dette i min hjerne på, på det tidspunkt), og flyt fokus på dét du kan gøre. Bevæg det. Forsigtigt med støtte bøjende jeg og strakte knæet – hver eneste time eller mere. Og jeg blev ved og ved og ved. Gradvist med mere og mere pres på, som det føltes ok. Efter 6-8 uger hvor knæet tålte en smule belastning, da fortsatte jeg arbejdet blot fra stående stilling. Hver eneste mulighed døgnet rundt, der indtraf for at bøje og strække mit knæ, da gjorde jeg det. Når børnene skulle have sko på, baksede jeg mig ned på hug med lige præcist så meget pres, som jeg følte at det kunne tåle, når der skulle redes seng, kravlede jeg rundt på alle 4, når der skulle vaskes gulv brugte jeg et rullebræt og bevægede mig frem og tilbage ved knæets hjælp. Når vasketøjet skulle op og ned af trappen, så tog jeg mig tid til at udnytte den træning, der var i det. Alt var orienteret i det fokusfelt: bøj og stræk dit knæ, og tilvend det langsomt dit liv igen. Mit næste store fokusfelt var at give mig selv muligheden for at gå og potientielt løbe igen. Og her er det virkelig nemt at gå galt i byen. Hvis man her trækker på den rationelle hjernes kraft, vil det kigge efter et mål, et objektivt mål. Det kunne nemt for en personlighed som min være, at kunne løbet 10 km igen om 9 måneder. Dét der helt sikkert ville ske, hvis jeg valgte det gear (den den frekvens), ville gøre at jeg ville lægge mærke til folk der løb, jeg ville længtes efter at komme i gang og det ville betyde at min underbevidsthed ville lægge et lille internt pres på mig, som ville få mig til at forcere mine små gåture med krykker. Den situationen ville udvikle lidt for mange smerter, hævelse, og hvis jeg ikke ville være snu nok og opdage det, men fortsat ville lade mig styre fremad af trangen mod at nå et veldefineret mekanisk mål, så ville jeg lige stå stille ligge an til en tilstand af kroniske smerter. Hvis kroppen hele tiden får lidt mere end den egentligt kan klare, så bliver nervesystemet super opmærksomt på at der er noget galt, og det ender med at blive mere følsomt end godt er. Det betyder i praksis at kroppen så vil gøre ondt 24/7. Derfor ser jeg i dag det helt store vendepunkt, som det øjeblik at jeg slap ethvert form for mål, enhver form for kontrol og indtog en accept af at jeg ikke kender fremtiden eller resultatet. Og ultimativt en erkendelse af at der ikke ER noget resultat. Kroppen er ikke en ting, en maskine, kroppen er ikke et navneord. Kroppen er en aktivitet, en begivenhed, hvorigennem jeg udtrykker min bevidsthed. Og med min bevidsthed har jeg indflydelse på hvordan kroppen fungerer og hvad den udtrykker. Det var en kæmpe erkendelse, på sin vis både fascinerende og skræmmende. Alt svaret ligger hos mig, og jeg er skabende hvert eneste sekund. Hvis det ikke var sådan at der var ”no way back”, var jeg nok blevet skræmt og havde famlet noget mere. I dag er det 20 måneder siden skaden skete, og jeg er i dag smertefri. Jeg har fuld bevægelighed i mit knæ, både når det bøjes og strækkes. Jeg kan gå op og ned af trapper og sågar småløbe op og ned af trapper. Jeg kan hoppe gadedrengehop. Jeg løber forfodsløb hver dag, typisk 2-3 km fordelt på 1-2 gange. Og engang imellem løber jeg 5 km. En enkelt gang har jeg løbet 7 km med små pauser indlagt. Jeg savner ikke at løbe marathon, men jeg stornyder hver eneste gang jeg sætter mit ben i jorden og jeg kan mærke at det bærer mig. Jeg har også prøvet at presse mig selv, det klarer jeg ved enten at forsøge at overhale min mand på vores små fællesture eller ved at opstarte et program med intensive fysioterapeutisk øvelser. Den slags udskejelser giver op til 5 uger med smerter. Øvelser er fine, så længe de ikke overdrives, og jeg tilvænner mit system langsomt og sikkert. Jeg bruger både vægtbærende og ikke vægtbærende øvelser. Men ikke systematisk. Derimod træner jeg vægtbæring i form af gang og løb meget systematisk. Jeg har erfaret at en uges pause er fandens værk. En uge uden aksial belastning, skaber et regidt øm knæled, der hurtigt begynder at brokke sig når jeg sætter foden i jorden. Men holder jeg det i gang på næsten daglig basis, udsætter det for den passende belastning, så synes jeg at sikre mig et stabilt velfungerende produkt –naturligvis efter omstændigheder. Jeg er sikker på, at hvis jeg slog sjælen fra og hjernen til. Hvis jeg antog at 2+2 er lige med 4, og regnede ud hvor hurtigt jeg ville kunne gå fra 7 til 21 km, hvis jeg begyndte at løbe med løbemakker og følge trit, så ville situationen vende ret hurtigt. Hvis jeg begyndte at stræbe efter at sætte tempo på og presse på, så ville jeg blive sendt tilbage i niveau hurtigt og effektivt. Jeg er til gengæld også ret sikker på at jeg fortsat vil kunne påvirke mit led gunstigt. Mon ikke at hele snakken om epi-genetics, hvordan vores overbevisninger styrer vores gener og heling er i spil også her. Og mon ikke det vil arte sig således, at når jeg holder fast i de smukke principper, som har bragt mit knæ så langt, at jeg også om 10 år vil have et velfungerede led, der fint tager vægtbæring og bærer mig rundt i livet. Det får vi se. __________________________________________________________________ HVAD BETYDER DET OG HVAD SKER DER, NÅR VORES ENERGI SYSTEM ASCENDERER Måske har du hørt ordet ascention blive brugt i spirituelle fora. Som med alt andet i den spirituelle verden bevæger vi os rundt i alt andet en fakta, og vi kan møde forskellige forklaringer og begrundelser, og måske stiller du ligesom mig spørgsmål til hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Først af alt, tillad endelig dig selv at stille spørgsmål. Den del af dig, der er undrende eller skeptisk, bliver ikke mindre højlydt af at blive tysset på ;-). Og mens du undlader at “tysse” alt for meget på dig selv, så vil jeg (med benene så godt plantet på jorden som muligt ;-)), fortælle dig lidt om både mine egne oplevelser med ascention og iagttagelser hos mine klienter. Menneskets bevidsthed er under udvikling, det er der vist ikke så meget tvivl om. I spirituelle sammenhænge møder du udtryk som gammel tid, ny tid og måske endda en endnu nyere tid, som vi er på vej ind i. Det er en smuk måde at udtrykke, at den samlede kosmiske bevidsthed er under forandring. Menneskets er nu mere end nogensinde før åbent for en udviddet bevidsthed. Det er faktisk nemt at aflæse i praksis. Når vi kigger på statestikker over hvor mange som eksempelvis søger ind i det etablerede behandlersystem i forhold til hvor mange der søger det alternative behandlersystem, så er der nu en overvægt til det sidste. Mon ikke det er et tydeligt udtryk for den forskydning, og den påvirkning ny tids energi har lagt over menneskeheden? Når vores energifelt ascenderer til et ny niveau, en højere vibration, så er det på det energetiske plan det samme som at gå igennem en energitornado. Alt bliver hvirvlet op (alt hvad der skal hvirvles op), og efter stormen er du installeret på ny, en ny højere vibration af dig. Hvordan mærker man, at det er dét som sker? Du vil typisk opleve fysiske symptomer, som tiltager uden rationel forklaring, eller som bølger op og ned i et hidtil ukendt mønster. Svimmelhed og hovedpine er oftest ledsagere, idet der arbejdes ihærdigt på dit 3. øje, dit klarsyn. Man kan også sige, at du under en ascention får pudset brillerne :-). Og mens brillerne lige bliver hevet af næsen, for at bliver pudset, så er du midlertidig svagtsseende. Det er derfor også vigtigt, at hvis du spotter, at det er DETTE som er igang, at du er særlig rolig og opsorgsfuld mod dig selv. Det hjælper ikke her at presse kroppen eller sindet på nogen måde. Hvil dig så meget du kan. Find fred i dig selv så meget du kan. En følelse af rastløshed i kroppen (som ikke er forbundet med en velkendt stress periode). Det skyldes at hele dit system er under omorganisering, og så længe du befinder dig inde i tornadoen, og indtil alting finder sin nye plads, vil du føle dig løbende kørt over af en bus. Men denne uro, kan også forsvinde på tidspunkter i løbet af dagen og du kan være HELT klar i hovedet og rolig i kroppen. Det er som regelt her forskellen på almindelig stress symptomer og ascentionstegn er. Under en almindelig stress periode, er du generelt mere flad hele tiden og ethvert forsøg på at sætte tempoet op (som kortvarigt kan føles ok), vil opleves som et set-back umiddelbart efter. Mystisk ændret søvnmønster er også en genkendelig faktor. Lige pludselig observerer du, hvordan du konsekvent begynder at vågne midt om natten, spontant og uden grund. Oftest på et bestemt tidspunkt. Og det kan stå på i ugevis. Personligt har jeg oplevet altid at have sovet igennem, være så træt, at jo mere søvn jo bedre. Under en af mine ascentionsprocesser, begyndte jeg at vågne konsekvent omkring kl 2:30-2:45. Til sidst vil du opleve det sådan at du i det øjeblik du slår øjnene op blot ved, at så er vi her igen. Det skyldes at dét energetiske arbejde, du gennemgår, og de programmer du “downloader” har frit spil om natten, når din dagsbevidsthed er ude af spillet. Og så er der simpelthen nødt til at være time outs, så programmer kan integreres med hele dig. Der er ikke andet at sige, end at du må være tålmodig med processen. Brug nattetimerne fornuftigt, sørg for at hvile, og husk at kroppen får fin hvile, når blot den ligger og slapper af. Ændrede relationer er et tydeligt tegn på at du er godt på vej igennem processen. Som din energi justeres, og din bevidsthed udviddes, så står du med et par mere pudsede briller end før, og endda med vidvinkel på. Det betyder også at usandheder og uhensigtsmæssigheder har sværere ved at slippe igennem dit filter, end nogensinde før. Det vil naturligvis få indflydelse på dine relationer. Gå roligt frem, så alle omkring dig kan følge med i processen, så undgår du at skulle skifte hele kredsen af bekendtskaber ud. Det hele vil oftest falde til ro indenfor nogle måneder. Hold din hjerteenergi godt åben, både overfor dig selv og andre i perioden. Øget sensitivitet er en gave, der følger med – og samtidig en udfordring. Alle sanser vil være skærpet, og de sanser, som det er meningen at du skal bruge i dette liv for at udføre det arbejde, du er sendt hertil for at gøre, de sanser vil være særligt styrkede. Derfor er ascentionsprocesserne også unikke for hver af os. Som at have drukket sandhedsserum. NÅr processen ebber ud og du træder ud på den anden side, så er “som at have drukket sandhedsserum” den bedste måde at beskrive oplevelsen på. Din bevidsthed er øget, du er lidt mere rustet til “det du skal her” end nogensinde før. Lidt som veer. Ascentionsprocesser er lidt som veer. Nogle gange kommer de som en vestorm og vi bliver overrumblede og betvivler alt, kæmper blot for at trække vejret. Andre gange er det en langtrukket begivenheder, der synes at starte og stoppe, for så at starte igen. Små ryk, mange gange, lang tid. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. Hvis man forsøger at forcere det, vil det enten stoppe helt (fordi det er egoet der forcerer, og så er vi i virkeligheden milevidt fra en forandring af det gode), eller også vil det lykkes med et skraldebang, og så bliver der payback time bagefter, hvor det at grounde sig selv igen bliver en lang lang proces. Det bedste råd, vær tålmodig og lad moder natur gøre sine underværker. Bed dine guider om hjælp, kærlighed, og jordforbindelse i processen og være rolig og omgængelig med dig selv. mkh Camilla