Velkommen til min blog

 

KUNSTEN AT HOLDE SIT INDRE LYS

Den hurtige vej til at lære noget om lederskab, den hurtige vej til at lære hvordan jeg holder mit eget lys stærkt strømmende, den direkte vej til dyb spirituel forandring.

Det lyder som overskriften på en hurtig, nem smart, do-it-yourself model. Men i virkeligheden er det her blot overskriften på et vigtigt moment i denne blog, og i det hele taget i mit arbejde, men lige så meget i mit virke som menneske, et helt menneske.

De hurtige modeller virker ikke, desværre. Det ville være så nemt at tage et smukt foto, at tillære en teknik, og så konkludere, at nu er vi kommet langt, nu er vi dygtige, nu er vi åbne, vores hjerter virker, vi er spirituelt bevidste.

Vejen opad går nedad, og indad. Og en ting er sikkert, hjernen gør det ikke frivilligt. Hjernen tilfører gerne et kursus og en teknik frivilligt og konkluderer gerne frivilligt, at den er blevet dygtig. Men at give slip, og undersøge hvad der sker indeni, hvor bremsen er, og hvad der skal til for at kludre garnnøglet ud – det skal der hjælp udefra til.

Hjælpen kommer med præcis den dosis, som vi skal bruge.

Jeg fik den hjælp i går i form af en større diskussion og et intenst pres fra min 350 kg tunge hest, der bestemt mente, at hun skulle vise mig vejen, og at jeg skulle flytte mig. På den ene side lidt at et traume, sådan set på den korte bane. På den lange bane, en større gave pakket godt ind i nogle lag.

Du kan overføre dette på hvilken som helst udfordring, fysisk eller psykisk. Ideen er, at bruge livets træning som en måde at åbne det næste led i din større plan.

For ganske få uger siden, fik jeg vist en ny måde at være på i verden, en ny måde at holde mit eget lys på, mens jeg arbejder med udfordringer, med menneske, med lys, med mørke og med alt det vi møder på vores vej. Jeg så også, at der er mange niveauer og trin, i dét at holde sit eget lys. Og det er slet ikke en progressiv trappe, det er mere forskellige niveauer, med vidt forskellige muligheder. Men vi kan altid springe, altså forlade et niveau og søge videre. Og det var præcis dét jeg så, og det jeg valgte at sige ja til. Der blev konkret spurgt, om jeg var klar. Der lå nemlig ikke længere nogen opskrift foran mig. Jeg skulle selv designe det næste skridt. Jeg kunne også lade være, og blot være her nu. Og høste af det arbejde jeg allerede havde lavet. Men nogen på den anden side, må kende den side af mig, der ikke bare sætter sig ned. Jeg tænker de sidder med en smil på læben nu, for de ved godt, at jeg ikke siger nej til en opgave. Jeg siger ikke nej til at gå dybere, jeg siger ikke nej til den autentiske vej. Og så er den autentiske vej lidt speget her på jorden, især når flere forskellige energier skal matche op på hinanden.

Problemet var, at jeg så hvordan det ser ud, når jeg ville kunne mestre at holde lyset på den nye måde, såååå. Svaret var ja, og jeg bad herefter (af erfaring) eftertrykkeligt om at tage den blide lette vej, også selvom det så måtte tage lidt længere tid. Jeg skulle kunne holde til det.

Det her, og den her udvikling, den kender jeg, jeg har prøvet det mange gange, og jeg kender nogenlunde spillereglerne. Universet disker op med nogle opgaver og så skal de løses, og så bliver der kigget lidt på, hvordan jeg klarer det på de indre planer.

Der er mange elementer i at holde lyset på den nye måde – på den måde, som matcher de opgaver der ligger foran mig i 2019-2020 og videre frem naturligvis. Og jeg kender langt fra alle de træningsopgaver som ligger foran mig, men jeg har spottet at der er flere steps i dette.

Hesten lærte mig en af de vigtigste lektioner nogensinde i går. Det at holde lyset (uanset niveau) er bygget på personligt lederskab, og det er bygget på at vælge sig selv til, og det er bygget på at træffe et bevidst valg om at der er plads til mig, og det igen er bygget på hele spørgsmålet om retten til at eksistere, retten til at være her.

På trods af en noget intens oplevelse med min skønne hest, fik hun på ultrakort tid highlightet hele denne proces. Nærmest som at tegne et skitse over vejen frem. Men for at komme frem, så skulle jeg tilbage.

Nu undlader jeg at fortælle dig om de simple detaljer i historien, for naturligvis blev jeg som menneske bange, og jeg blev som hestepige udfordret på mine teknikker, og måtte forløse traumet for både hende og mig selv. Alt det kan man ikke filosofere sig til, det kræver management i situationen.

Alt det jeg deler her med dig, er det overvejelser og indsigter, der lander på bagkant af denne ”gave”og læring.

Min hoppe var presset af en skade og det at stå alene i restitution, det er ikke sjovt når man er socialt anlagt og har brug for en leder. Alt den overskydende energi og efterspørgslen på en kærlig leder, blev rettet mod hende, der har ansvaret -mig. Og naturligvis. Sådan ville hun gøre i en flok i naturen, sørge for flokkens overlevelse, ved at finde ud af hvem der bestemmer og sørger for at alt er godt.

I denne spidssituation fik jeg lov at se lysende klart, hvor jeg udfordres i min evne til at lede, til at holde lyset stærkt og klart, også når det brænder på. Og jeg så hvordan denne situation finder sin spejling i rigtig mange forhold i min karriere som menneske.

Det næsten komiske var hvor let det var, at rette op på balanden. Jeg skulle gå forrest. Vise vej. Det er kærligt lederskab. Ikke diskutere, ikke spørge, ikke være for blødsøden (og heller ikke sur og afvisende), men vise hende at der er styr over det, og jeg løser det. Hun er ikke alene, bliver ikke forladt, det bliver ordnet.

I det øjeblik jeg gik forrest, undlod enhver form for pres, men viste vej, blot signalerede stop med min fysiske krop, så faldt hun helt til ro.

Hestefolket griner nu, og til alle andre ikke kyndige hestemennesker, så er det så simpelt som at bruge et kropssprog der siger HOLDT eller vifte med tovet, der har fat i grimen. Det er nemlig irriterende, og så stopper hesten eller bakker, og så lader man tovet faldet til ro. Min dygtige veninden og kollega Gudrun (holistisk dyrlæge), grinene lidt sammen med mig, og sagde ”det kan vi også bruge til mennesker”.

Ja selvfølgelig. Hvor tit oplever vi ikke at vores grænser bliver overskredet, og vi som senstive kæmper for at bliver hjemme eller holde vores lys eller undgå at blive stressede. Tænkt hvis vi blot med vores energi og intention kunne ”vifte med tovet”. Jeg var lidt fræk og testede det på hjemmefronten, og kunne øjeblikkelig konstatere at det virker helt mangen til. Uden at man behøver bruge hverken ord eller fagter, men blot holder intentionen inde i sig selv. Menneskehistorien er noget længere, og så nemt er det naturligvis ikke. Men jeg mærkede idag, hvordan denne indsigt lægger en ny bund, som gør ord og handling både mere præcise, autentiske og neutrale.

Tænk engang, universet har gjort det igen. Tændt lyset indeni mig på et nyt niveau, og budt sig til med både en indsigt og et redskab, jeg uden tvivl kun har set toppen af effekten af endnu.

Historien endte godt, jeg forenede mig med Passion, men på en ny måde, som vi uden tvivl skal til at lære mere om sammen i tiden der kommer.

MIN ÅBNING AF BEVIDSTHEDEN
  Velkommen til en længere historie om min åbning af bevidstheden set fra det højdedrag, jeg i dag sidder på. I en kort pausestund på min vandring, har jeg fået lov at kigge tilbage og tiden er inde til at beskrive rejsen der tog mig præcist hertil. Som jeg sidder på dette plateau og varmer mine hænder ved flammerne fra bålet og mærker lunen, der har lagt sig som et tæppe omkring mig, bliver jeg langsomt ledt på sporet…   Flere har spurgt, igennem længere tid. Hvor kom det fra, hvordan åbnede du for det, har det altid været der, hvad gør du for at bevæge dig videre, og hvordan fik du kontakt. Hver eneste gang gjorde disse spørgsmål mig mundlam. Jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle sige. Det har været som om at historien, som den har udfoldet sig, har klaret det helt på egen hånd. Jeg var forberedt på hvad der skulle ske, de ting jeg skulle bruge, dem havde jeg trænet ihærdigt på forhånd. I andre inkarnationer og i andre dimensioner. Mit bevidste sind i denne inkarnation var den eneste faktor, som ikke var helt opgraderet, og det har krævet (og vil fortsat kræve), en god portion nødvendigt bøvl, for at hjælpe det på vej til større gennemsigtighed og større samarbejdsvilje. Men de sidste 48 timer, har vist sig at være en drejning. Impulsen til at beskrive de elementer af både den menneskelige og sjælelige proces, som kan være relevante for andre på samme vej, eller blot med nysgerrighed og interesse i sjælens opvågningsproces, kan måske genkende elementer af historien og måske finde ro og bekræftelse i dele heraf. Det håber jeg imidlertid, at det bliver sådan det vil virke. Jeg har selv fundet stor støtte og ro hos de af mine kollegaer, som både har turdet vise deres styrke og sårbarhed på samme tidspunkt. I det brændpunkt mellem styrken og sårbarheden, banes vej til de indre dimensioner og til de ydre dimensioner. Jeg får lidt hjælp til opgaven her, det ser ud som om en ganske skrivevant maskulin energi har sat sig godt til rette ved min side. Lad os håbe det virker ligeså godt her ved tastaturet som det ville gøre med den pen, som han vanligt har kanaliseret til. Og hvorfor skal man have hjælp til at fortælle sin historie? Fordi historien som sådan er uinteressant, hovedpersonen er ikke meget anderledes end en hvilken som helst anden person, vi måtte møde på gaden. Det interessante er indsigterne omkring de store åbninger, og personlighedens funktion i processen.  

Hvis jeg skal fortælle min historie, så starter den så almindeligt som man nok overhovedet kunne forestille sig. En ganske almindelig familie, uden for mange, og uden for få udfordringer. Der var ingen adgang til hverken religion eller spiritualitet. Ikke ud over standard niveau i Danmark i 70’erne og 80’erne. Til gengæld var der adgang til et højt niveau af indre liv. På det tidspunkt var forståelsen for at være høj-sensitiv ikke kendt, i hvert fald ikke i de kredse jeg befandt mig. I hele barndommen havde jeg adgang til et rigt indre liv, som jeg i højere grad deltog i, end i den ydre fysiske verden. Oplevelsen af at være anderledes, at have noget indeni, som ikke ville kunne deles med den ydre verden prægede hele barndommen. Der var rig tilstedeværelse af fantasi, og livslyst, især når jeg fik tid alene, og var uforstyrret igennem længere tid. Den ydre verden kom hele tiden lidt i vejen, og i det omfang jeg kunne få lov at kigge på og se ”hvordan de gjorde”, altså hvordan mennesker gør, så var det rigelig stimulering. Set tilbage fra nu, var det slet ikke planen at kravle for dybt ned i menneskeriget, det hele kunne fint observeres på afstand, så energier i ro kunne få lov at lande. Samtidig blev en del af den naturlige sjælelige tilstand, som mest af alt minder om devarigets lethed, naturlighed, flow, mystik, skønhed og evne til at skabe gentaget i bevidstheden i både vågen og sovende tilstand. ”Du er en drømmer, du er altid væk”, blev der tit sagt. Og egentligt blev jeg lidt fornærmet, for det var ikke drømme, det var mere virkeligt, end den afbrydelse den sætning betød for adgangen til min oprindelige version, mit oprindelige jeg. Men det var ikke meningen jeg skulle blive i de tilstande, de blev blot plantet og gentaget i de tidligste år og gradvist op i teenageår og starten af 20’erne. Det var så smart installeret, at få at modellere mest mulig viljestyrke og handlekraft frem i denne inkarnation, var der blevet valgt de helt rigtige forældre med præcist de energier, som ville kunne presse systemet tiltrækkeligt. Det var jeg gået med til lang tid før inkarnationen, og jeg havde prøvet denne typer opgaver mange gange før. Også i sværere situationer. Denne her var relativt tryg. Lethed, frihed, blidhed, skaberevne og devarigets energi, den er ganske rar, der er mange kærlighedsstrømme og blide strømme i den sjælsenergi. Men når det kommer til at skabe et jordiske liv, og få praktikken til at lykkes, så bliver den udfordret. Der er i høj grad brug for lige så megen viljestyrke, handlekraft, og evne til at holde balancen og ikke mindst til at komme igen efter nederlag. På mange variable måder, store som små, blev disse evner trænet igen og igen og igen og igen, og faktisk lidt længere tid end det oprindeligt var planen. Lige nu er jeg faktisk godt 7 år bagud i forhold til den oprindelige plan ;-). Hvordan pokker kan man gennemskue sådan noget her, kan jeg næsten mærke at der bliver spurgt. Svaret er, at det kan man ikke, det er derfor jeg har været så længe om det, og derfor hænderne her på tastaturet skal have hjælp oppefra. Det er svært at se sit eget. Selve arbejdet med hjernen og egoets krumspring startede som 17 årig. Siden den største og vigtigste opgave til et godt stykke op i 30’erne var at træne vije og handlekraft, fik jeg også alle de ”gaver” som denne type træning fører med sig. Et ego, der arbejde på at trække sig op og frem, diverse overbelastningssymptomer på både krop og sind, som altid blev overhørt for at fortsætte den højere plan, som altid (her set fra egoets perspektiv), var vigtigere end noget andet. Jeg trænede drivkraft, øvede opfinder evner, arbejdede altid ihærdigt på at forstå flere sammenhænge, dykke ned i flere detaljer, og gerne i en hæsblæsende fart. Altid var der et urokkeligt drev mod at skabe mere og flytte sig fremad. Mod at turde, mod at gøre noget som var lidt sværere end det jeg gjorde i går. Helt frem til det 38. år, føltes alt arbejdet som et arbejde med hjernen, med at skabe balance og ro, og finde ro i mig selv og omkring mig selv, mens drevet der råbte fremad og videre, var den tydeligste stemme i mit indre. Livets op- og nedture lærte mig at vælte og lærte mig at rejse mig op igen, og i mange år var jeg ikke bevidst om den magi der udfoldede sig indeni mig og omkring mig, når jeg enten var i de rette omstændigheder eller var i enerum med mig selv. Til gengæld gjorde jeg en hulans masse menneskelige erfaringer omkring de psykologiske aspekter af det menneskelige liv, og hvad der skal til for at få computeren til at arbejde i de rigtige folder. Det største og væsentligste spirituelle arbejde der ubevidst foldede sig ud i de unge år var stabiliseringen af de jordiske energier. Jeg fik lært at falde og jeg fik lært at rejse mig. Jeg viklede mig ind i komplicerede relationer til kærester, hvor jeg gang på gang mistede mig selv, for at genfinde en ny version, en sandere version bagefter. Hver eneste udfordring var en del af sjælens opvågning, og hver eneste udfordring var som at fjerne en lille bid af personlighedens hårde greb om mit indre, så jeg begyndte at kunne bevæge mig, og bevæge mig nok til at vælge rigtigt. Og det lykkedes i 2007, som endte med at blive til dét som i dag er mit jordiske ben, min største støtte og mit vigtigste fundament: min mand og mine to piger. De jordiske energier, og dermed de 3 nedre chakra, skulle stabiliseres, før den større åbning ville kunne gennemføres sikkert og stabilt. De første skub, kald, de første opdagelser af det at kunne mærke ting, som vi ikke kan se med det blotte øje, de kom allerede i den tidligere barndom. Og frem til et godt stykke oppe i 30’er, gjalt denne adgang både behagelige som mindre behagelige energier. At det virkede skræmmende og bestemt ikke som noget, jeg ville dyrke yderligere, giver næsten sig selv. Der var ikke tilstrækkeligt indre styrke og tillid på det tidspunkt, til at mestre en større åbning. Alligevel pressede det på, og set i et større perspektiv, skulle der presses på for at starte en bevidstgøring af processen. Fra 2012 begynde det at ændre sig. De jordiske energi var på plads, de familiære forhold var landet som de skulle, og paratheden på hele jorden stillede sig i en anden frekvens. Den ene tilfældighed efter den anden maste sig op fra det underbevidste og ind i det tænkende sind, tilfældigheder der bankede på med det formål at gøre opmærksom på hvad sanserne kunne opfange. Det var alt fra ikke synlige væsner, til tydelige forudanelser og forudsigelser og ikke mindst uforklarlige indsigter i årsagen til menneskers først fysiske, senere psykiske udfordringer. Men sindet var ikke klart. Informationen og hjælpen var så tydelig, at det fra det plateau jeg sidder på nu, virker nærmest komisk. Der må have stået en ring af mine med-sjæle omkring mig, og kigget opgivende på hinanden: ”hvad pokker gør vi, hun hører INTET”. Jeg bort forklarede alt, og der hvor jeg ikke kunne bortforklare, der kunne jeg gå til angreb på mig selv som værende ikke ok, for doven, ikke opdateret nok, etc. Sikke mange krumspring den hjerne indeholder. Den burde have en guldmedalje i opfindsomhed. En tidlig morgen i 2013 løber jeg en tur med min hyrdehund Tristan. Pludselig kommer en næsten dobbelt så stor ung schæferhund løbende imod os, med alle signaler og kropssprog klar til et frontalt angreb. Der var så meget fart og lyd på, og ingen mennesker i miles omkreds, ingen måde at slippe væk, intet at forsvare sig med, at i et nu, der stod tiden stille. Jeg stoppede op og stod bare bomstille. Tristan stoppede ved siden af mig, og han stod bomstille. Meget usædvanligt for en hund der ellers altid er på vagt og på stikkerne. Vi stod der bare, og det eneste der gik igennem mine hjerne var noget i retning af: ”nej, det her er forkert, det er ikke meningen – og dernæst – hvem af os hopper den på først”. Tristan må have tænkt det samme. Ca. 2-3 meter før den når os, sker der dét, at den med et højt hylende skrig af smerte falder sammen, klasker ned i grusset under den, lige foran os, og i et splitsekund vender den på en tallerken og med halen mellem benene lunter hurtigt væk fra stedet. Jeg husker stadig hvordan jeg målløs fik samling på mig selv og vi begyndte at bevæge os væk fra stedet uden en lyd. Min hjerne kunne ikke forstå det, men drog den konklusion, at den måtte være blevet ramt af et lyn. Først nogle år efter, gik det op for mig, at det var sommer, og der var blå himmel omkring os. Det var en af mange vækkelser. Nogle har været chokerende, nogle har været behagelige og en del har bare presset min personlighed så meget, at den til sidst har måttet opgive sig og give plads til nye indstrømninger fra sjælens rige. Da opdagelsesrejsen først var begyndt og jeg ligesom havde fået sat næsen i sporet, og samtidig formåede at anvende den optrænede handlekraft og viljestyrke til også at få de indre ting til at smitte af i de ydre verdener, blev det mere tydeligt for mig hvad jeg kunne og skulle bruge dette liv til, og i det hele taget hvad hele mit virke skulle handle om. Sjælens energi havde fået godt tag i projektet igen og nu i en mere livsprøvet personlighed -som desværre også brugte sin viljestyrke til at holde godt fast i sine egne regler og rammer. Når man nu hører om, at vi får hjælp til disse processer, så bliver jeg nummer et til at bekræfte det udsagn som værende sandt. Den hjælp kan vise sig på mange forskellige måder. Hos en særlig genstridig personlighed, som har et godt stramt tag om det sjælelige indre, så kræver det nogle ture i tørretumbleren, eller rettere sagt, så kræver det en rejse ind i sjælens invielsesvej, som nødvendigvis indbefatter en del prøvelser og en del sjælens-mørke-nat oplevelser. Nogle af dem havde jeg allerede gennemgået i de tidligere år i denne inkarnation, men de væsentligste, dem der for alvor åbner bevidstheden for både det indre, som for åbningen af hele energisystemet, blev presset sammen i årene fra 2012 og frem. Hos mig indebar det både indre processer som ydre processer, ting jeg måtte gennemgå, udfordringer der skulle bestås, svære tider og meget vanskelige følelser, der skulle gennemleves. Mange oplever tab i disse processer, og det samme gjorde jeg. Jeg har dog opdaget, at jeg i dag, når jeg kigger tilbage ikke betragter noget som tab længere. Snarere som genfødsel af en indre strøm af gylden energi, en tilbagevenden til sjælens rige, dog mens jeg stadig er i fysisk form, og evner at leve flerdimensionelt som det er i dag. Da en af de helt store miste-processer var gennemgået, skete åbningen af det jeg i dag registrer som adgangen til lys-arbejder tilstanden (eller gralstilstanden, som den bliver kaldt her hos mig) meget hurtigt. Næsten med blot en måneds interval løftede bevidstheden sig mere og mere. Månedlige intensive og til tider svære processer blev erstattet af nye indsigter og nemmere og nemmere adgang til universelle energier, steder og kanaler. Når jeg bliver spurgt hvordan jeg har sikret og trænet adgangen til de universelle kanaler, har jeg længe ikke kunnet svare. Ikke andet end at: ”de kommer selv”. Det eneste jeg har skullet gøre, har været at turde processen. Jeg har ikke trænet bevidst, sat mig ned og øvet, og det perspektiv jeg får lov at se fra det plateau jeg sidder på nu og hvilker for nogle timer eller dage er, at jeg følger en nøje plan. Gradvist bliver systemet åbnet, trænet, opgraderet og nye energi, evner, tilstande tilføres. Det sker ikke under hverken stress eller pres, for det er ikke egoets hastværk og evindelige tidspres eller selvhøjtidelighed, der styrer processen. Den er er nøje tilrettelagt. Måden jeg anvender min frie vilje på, vil enten hjælpe processen eller forsinke den. Lidt ligesom en fødsel. Jo mere kontrol du tror du har, jo længere tid og jo sværere bliver det for naturen at gå sin gang. Jeg har aldrig følt mig som en almindelig clairvoyant, og jeg har vist aldrig i det hele taget følt mig almindelig, men klarsynet og ikke mindst evnen til at kanalisere er to aldeles vigtige redskaber i mit virke og mit formål i denne inkarnation. Redskaber som i den grad har reddet mig også, reddet mig fra personlighedens stramme fængsel og hjulpet mig kærligt og sikkert på vej op ad bjerget. Alt det arbejde der ligger i at løfte bevidstheden, i at bane vej for kærlighedes energi, for et højere formål, for at give liv til et liv man ikke behøver flygte fra -alt det er svært at gøre uden de ekstra-sensoriske evner. De har været der hele tiden, det hele har været der, men adgangen er blevet større, nye tilstrømninger er åbnet, fylden i det indre har ændret sig markant, personligheden har vist sig som en umådelig brugbar assistent og håbet om at kunne kaste lys på det sjælelige liv hos mennesker er blevet større og indsigterne i sjælens arbejde, sjælens kanaler og arbejdet i flere dimensioner både her, men også derude åbner sig (og den vil jeg dele mere om en anden gang),. Det bedste ved hele historien er, at den ikke er færdig. Det bliver den nemlig ikke. Og det der er stort set lige så godt er, at lige så udfordrende det kan være at mestre flere dimensioner på samme tid, desto lige så meget nemmere er det blevet også bare at være et ganske almindeligt menneske i en ganske almindelig familie. Der er lige så meget bøvl som der plejer at være, men faktisk alligevel så er der slet ingen bøvl. Og når det begynder at gå for godt, så træder universet til, slukker for bålet og siger: ”så skal vi videre”, og så er der altid en blind vinkel, der faciliterer den næste rejse opad. Så er det tæt på, at det nu bliver spændende hvad der venter om det næste hjørne. Kærlig hilsen Camilla  

Dagligdag med forhindringer” – hvad skal vi med BØVL ?
For nogle år siden troede jeg fuldt og fast på at lykken svingede med og afhang af graden af ro og fred i mit liv. Og jeg har efterhånden erfaret at det er ret normalt for de fleste af os, at vurdere hvor godt det går ud fra den bedømmelse. Hos mange sensitive mennesker afstedkommer det, at vi bruger en masse krudt på at skabe fred. Det er et ret hårdt projekt J. Måske har du lige som mig opdaget, at man næsten ikke er færdig eet sted, for balleden rumler det næste. Og skulle det ske at de ydre ting arter sig, så sørger ens eget ego meget behændigt for at lave rav i den J. Egoet er en skøn størrelse, der altid har mindst et par alvorlige bekymringer på lager, en lille pose med sprængfarligt krudt (også kaldt selvkritik af nogle af mine kollegaer ;-)) eller i bedste fald blot en pæn portion rastløshed eller uro. Måske er du også så heldig at have sådan en konstellation af egoet, at den finder på at hive dig kunstigt op i de højeste højder, for derefter at dykke dig ned i depressionens tåger, og tager denne spændende rutchetur som den lyster. Man kan altid skabe ro. Løbeture virker særdeles godt, meditation er også effektivt. Problemet er bare, at så længe mit jordiske fundament er ubalanceret, så længe mit egos trækkræfter hiver skævt, så bringer meditationen og løbeturen mig ind i en slags balance, lige indtil jeg slipper taget, så ryger jeg ned af det skræve vippebræt igen. Nu kunne det godt virke som om at alt det der bøvl, som alle de andre mennesker laver, alt den ufred som de bringer ind i dit liv, at det er den største udfordring af alle. Nu er det sådan at energi aldrig er spildt, formålsløst eller uden retning. Måske kunne vi vende billedet rundt engang. En af DINE største opgaver i denne inkarnation er at få så meget styr over den fri vilje (personlighedens/egoets kræfter), at du får adgang til både din indre og din ydre visdom. Nu er det sådan at jeg ikke kender så mange mennesker, som evner dette, og måske har du lige som mig opdaget at dét at bøvle med vurderinger, sammenligninger, fordømmelser, ufred, afstand, distancering og dualisme er meget meget udbredt i det bevidsthedslag de fleste af os bevæger os rundt i hver eneste dag. Så nu kommer jeg med en sjov påstand 😉 – det er super smart at omverdenen laver ufred og bøvl og små forhindringer i dagligdagen. De fleste sensitive mennesker er så kraftigt søgende efter fred, at vi næppe ville springe ud i nye ting, lave ændringer, hoppe ud af comfortzonen, eller anstrenge os yderligere for at forbinde os med vores indre og ydre visdom, hvis vi ikke havde en god stimulator til dette arbejde.

  • Og præcis her har vi omverdenens ufred og bøvl.

Guddommelig hjælp, der ansporer os til at tænke anderledes, til at kigge dybere i os selv, til at turde komme til udtryk som dem vi i virkeligheden er, til for alvor at anspore den hest, vi sidder på. Men hvordan gør man så, hvis man føler sig som offer for sine omgivelsers opførsel? Hvordan kommer man ud af det? Det første skridt til løsninger vil for det sensitive menneske virke paradoksalt og måske også skræmmende. ”you gotta stay in it”.   Hjertemennesker, stjernemennesker, sensitive mennesker, alle har så stor en drivkraft på fred, at enhver med denne baggrund vil strække sig mere en langt på kærlighedens og fredens konto. Alt for langt. Og tit så langt, at man selv går i stykker indeni. Første spirituelle opgave går ud på at blive stående inde i sig selv, inde i eget center, og lade stormen rase udenfor. Dét der sker, når vi går i handlemode (og det kan godt forekomme blot i energien uden at vi virkeligheden handler. Vi forsøger energetisk at hjælpe og fikse og tilføre fred, harmoni og kærlighed). Når vi registrerer at dette ikke fikser situationen, er næste erkendelse at genfinde kontakten til dig selv, og blive stående. At turde være her, og turde blive her. At vide at du ikke er og ikke kan være ansvarligt på andres vegne. Jeg har opdaget, at når jeg møder et stjernemenneske og fortæller denne historie, er det nøjagtig her de stopper op og kigger mærkeligt på mig. Sjælsprogrammet hos stjernemennesker (og englemennesker, natursjæle, de gamle vise etc) er alle så stærkt kodet på at løfte energien, skabe fred, bane vej og gøre verden til et bedre sted, at denne udtalelse fra mig skurer i deres system. Det der blot er rigtig vigtigt at vide er, at vi ikke kun er vores rene sjælsprogram med dets store planen. Vi er også blot mennesker, med menneskelig behov. Faktisk er vi først og fremmest mennesker. Konstellationen krop, sind, sjæl er en unik størrelse, styret af den fri vilje. Den fri vilje kan trække både på vores jordiske fundament og den kan trække på vores højere selv, og præcis via den fri vilje kan vi få vores højere selv i spil på en måde, som er understøttet af vores jordiske fundament. Det efterlader hver og en af os med muligheden for at skabe den rene udgave af kærligheden gennem vores eget center og det giver hver eneste af os den unikke mulighed for at lyse gennem vores højere selv i tæt samspil med det menneskelige sind og skabe unikt flow i alle livets henseenderne til enhver tid. Hele det arbejde styrkes, bedres og løftes som vores bevidsthed stiger, og som vores fysiske fundament tilpasses den bevidsthedsstigning. For at komme tættere på den tilstand må vi bruge nogle guddommelige udfordringer i vores dagligdagen. Det spændende er altid om vi i situationerne, vi møder, kan bevare roen, registrere udfordringen, og begynde stille og ydmygt men gerne nysgerrigt at undersøge, hvad denne givne situation skal bruges til, hvordan den vil løfte dig til et højere og bedre sted. I stedet for at anvende frygt-modus, den gamle side af dit ego, som er dødangst for nye ting og forandringer og altid er på vagt, fordi noget jo kunne gå galt. Det sidste ord i denne skrivelse er TILLID. Tillid til at du bliver hjulpet og støttet i din proces. At det bag din ryg står et kærligt univers og venter på at du åbner øjnene J Kærlig hilsen Camilla  

Hvordan lærer man at passe på sin energi, når det er blevet et indgroet mønster?
Når du som sensitiv får at vide, at du skal passe på din energi….. Så føles det nok i første omgang som rigtigt. Du går hjem efter clairvoyancen og tænker ja, det er jo rigtigt, og du har sikkert også fået en masse gode ideer og redskaber med dig. Og måske flytter du dig også lidt på den front. Sjovt nok oplever du næste gang, at du får nøjagtig samme besked, faktisk kan du nemt få en oplevelse af at du nu 17 gange har fået nøjagtigt den samme besked, fået vist nøjagtigt den samme udfordring og fået fyldt værktøjskassen med SÅ mange redskaber, at det efterhånden er blevet til en omgang uoverskueligt rod. Det var præcis denne situation jeg stod med i dag sammen med en skøn englekvinde med store healende evner. På trods af adskillige clairvoyancer, terapeuter og prøvekanin for en masse super dygtig studerende, havnede hun blot det samme sted igen og igen. Jeg kender det fra mig selv. Man kan nå et punkt, hvor man næste ikke orker at blive konfronteret med ens største tema og udfordring. Oplevelsen af både at se og vide, men ikke kunne ændre, er noget så ressourcekrævende. Over en længere periode har jeg selv været inde i en dyb transformationsproces, hvor jeg gradvist har fået lov at se hvordan tingene på det større plan er kædet sammen –i alt fald tydligere end tidligere. Der følger altid en større ro, men også en større respekt, med de nye indsigter. Dét de også altid viser, er hvor stort og smukt alting er kædet sammen, og hvor lidt vores fysiske hjerner kan kapere i praksis. Det er altid både storslået smukt og tankevækkende på samme tid. Når vi for alvor skal lukke vores bevidsthed op, og det sker oftest i lag, så kræver det en længere periode med ”iblødsætning”. Alle vores ophobninger, ubalancer er som små knuder på en sytråd. Hver gang vi hopper ind i vores mønster trækker vi i systråden og danner endnu en knude på knuden. Gradvist hober vi knudemateriale op, som vi sidder bedre og bedre fast i. Hvis disse belastninger (for de er i den grad belastninger på vores energisystem) bliver for store, så flyder de over og blokerer energi andre steder, og her begynder vi at få udfordringer psykisk og fysisk, fordi vores system ikke længere selv kan kompensere for ubalancen. Når vi begynder at arbejde med vores bevidsthed, føles det oftest i starten som om alting står i stampe og der ingenting sker. Det er kun fordi vi ikke er opmærksomme nok på detaljerne indvendig. Knuderne og blokeringerne er der stadig, men de bliver bløde, og de bliver gradvist nemmere at trække i. På et eller andet tidspunkt kan vi trække dem fri. Derfor skal vi nogle gange have den samme information 17 gange. Hver gang sættes den i blød, også selvom vi ikke i virkeligheden oplever den store forskel. Forskellen er vores ihærdighed. Bliver vi ved? Vil vi have has på det? Vil vi videre, også selvom vi skal konfronteres med os selv? Eller vælger vi at trække os tilbage i de gamle velkendte energier, som kan snyde os og virke rigtige, men i virkligheden kun er velkendte uhensigtsmæssige mønstre. Vores personlighed har forskellige trækkræfter. Jeg fik i dag vist et billede af 4 grundlæggende trækretninger, som hver især udgør en menneskelig styrke. De trækker i hver deres retning omkring en platform lavet af træ (ligesom en træ terasse). Når vores bevidsthed er restriktiv (for stram, hvilket er det laveste niveau), så sidder vi fast i en eller to af disse retninger, og vi bliver trukket skæve. Hvis vores bevidsthed er obstruktiv (i klemme), så har vi være i blød i nogen tid, og mangler nu kun det sidste skub for at kunne registrere den forskel i virkeligheden, som ender med at få os til at sige: NU har jeg flyttet mig, nu overkom jeg det, og WOW hvor er jeg taknemmelig. Men hvordan sker det? Inde i midten af denne træplatform er der en cirkulær energi, en smuk unik gylden energi, der bevæger sig cirkulært og spiralt opadtil. Til at starte på er den relativt lille i diameter. Den tilstand, når vi er derinde, bliver af mine universelle læremestre beskrevet som gralstilstanden, den gyldne tilstand eller lidt mindre respektfuld for den styrke, som den besidder: sjælstilstanden. Vi kan nemlig godt holde balancen på træ terassen uden at være centreret i gralstilstanden. Så vi kan godt være i sjælstilstand uden at være i gralstilstand. I det øjeblik vores personligheds trækkræfter er balanceret har vi adgangs til sjælstilstanden. Der er ligesom en midlertidig pause fra kampens hede. Når vi har lige meget af hver af vores 4 trækkræfter og ingen af dem kan trække os ud af plads for alvor, så går de i cirkulær balance, og her centreres vi i gralstilstanden, hvor vi enten bliver cirkuleret op til næste niveau eller udvider os lige hvor vi er. I udvidelsesprocessen kommer vi på arbejde, spirituelt og mentalt. Men her vil vi være klar til det og her vil vi for alvor være tøet op til at kunne klare det stykke arbejde. Vores mønstre er der stadig, men de er gået i balance og udligner hinanden. Vores ego er der stadig, det snakker, men det har løftet sig til et kærligere niveau, og hvor det før opererede i en dualistisk tilstand med god/dårlig, bliver det en kanal for at holde vores egen kærlighedsenergi åben. Det er nøglen til at få ”tilladelse” til ascentionen. Men hvordan får vi så styr over de 4 trækkræfter i personligheden og hvordan balancerer vi dem? Det er ikke nok at få at vide, at vi skal gå hjem og passe på os selv. Fordi vi ved ikke hvordan man gør, og det gør vi ikke fordi det blot er et symptom på ubalancen i de 4 menneskelige drivkræfter. I lang tid har jeg været vant til at få vist sjælens erfaringer fra andre dimensioner og sjælens erfaringer fra tidligere liv. Mere end 80% af alt hvad der foregår i vores underbevidsthed, oplever jeg har rod i sjælens erfaringer fra tidligere end denne inkarnation. Oftest oplever jeg at den dybe årsag til de mønstre, vi har etableret i dette liv hænger nøje sammen med disse erfaringer. Problemet er at de er ukendte for både det bevidste og underbevidste. Sammenkædningen sker oftest i de erfaringer vi laver i vores første leveår i dette liv. På forskellig vis vil vi danne meninger og agere ud fra vores iboende ressourcer på de omstændigheder, som vi møder i de første leveår. Ja faktisk helt fra start, når vi få måneder efter undfangelsen forener os med vores sjæl (3-5 måned oplever jeg). Den helt store opgave er at vi flytter os som bevidstheder, at vi får adgang til mere materiale (altså underbevidstheden), og dertil skal vi bruge et setup af udfordringer, som på forskellige vis vil stimulere os. Nogle gange ligger de store påvirkninger i dette livs første leveår, andre gange ligger de i højere grad i de tidligere liv, men altid oplever jeg at det hænger sammen. Mange sensitive hjertemennesker med healende evner hænger fast i den ubalance, hvor empati og medfølelse har fået så stort overtag, at det at mærke sig selv og vende tilbage til sig selv i hel form, er blevet en uset evne. Selvom vi hører fra andre, at det er dét vi gør, så kan vi have svært ved at lave det om. En meget vigtig indsigt jeg har fået er, at når vi sidder fast i en ubalance i personligheden, så gør vi det altid af en grund, og vi føder den ubalance på den ene eller den anden måde. En klassisk måde at føde den ”askepot-ubalance” på, er at føle sig god og stor, fordi man giver meget og fordi man ofrer sig. Problemet er, at vores energisystem bliver overforbrugt, og vi ender i de dybeste afkroge af vores mønstre og ubalancer. Herfra tager det tid at finde tilbage til sig selv. Dybest set er denne ubalance baseret på lavt selvværd og udfordring med at balancere give-modtage. Jeg møder også mange hjertemennesker med et lille uset umodent barn, der er spaltet fra i de tidligere år, fordi det ikke blev set. I mange tilfælde har vi den med os fra start. Den ligger latent i det sjælelige ubevidste og venter på at blive set. Den skal ses og belyses, før det kan transformeres. De udfordringer hjertemennesket løber ind i, i dette livs første leveår, handler meget tit om mangel på kærlighed, afvisning og deraf forskansning, aflukning, eller at stivne. Det sker sjovt nok også selvom vores forældre har gjort et fantastisk stykke arbejde på hjerteniveau, har jeg set nogle gange. Derfor har jeg spurgt mine vejledere, hvorfor og hvordan det kan hænge sammen. Sjæle med store healende evner kommer fra en energi og en bevidsthedsform, der er større og mere udvidet end den der er normal her på jorden. Uanset hvilket stykke smukt arbejde forældrene gør, vil sjælen føle mangel og føle sig fremmed. Når hjertenergien er mere åben, de sensitive kanaler er mere åbne (end hvad der er gennemsnitlig normalt ift den samlede kollektive bevidstehed), indtræffer der meget nemt symptomer på ”jeg bliver ikke set, der er ikke plads til mig”. Det kan vi tåle en lille smule af, men oplever vi det for længe, så går personligheden i gang med at fikse problemet. Det går til angreb for at forsvare, den trækker sig væk for at undgå, eller det stivner i chok over at hjælpen fra oven glimtrer ved sit fravær. Dét der mangler er kontakten til vores hjemland, til vores oprindelse. Det pudsige er, at vi ikke kan miste den, men vi kan glemme at kigge på den, altså gralstilstanden og vi kan komme så langt væk fra den, at vi løber i rundkreds på vores træplade for at reparere på personlighedens ubalancer i de forskellige retninger, den kan trække os. Men vi kommer nemt til bare at skubbe rundt med problemet. Når vi i starten oplever at værktøjerne virker og vi på nogle fronter bliver bedre til at passe på os selv, så sker der tit det i virkeligheden, at vi skubbe ubalancen rundt i cirklen omkring træ terassen. Den kommer til udtryk et andet sted. Først i det dybe arbejde og rejsen tilbage til vores indre, vil vi genvinde vores oprindelige tilstand og dermed forbinde os med kilden ”hjemmefra”. Herfra kan vi fyldes op på en måde, vores menneskelige hjerne ikke kan begribe eller beskrive. Først når vi transcenderer personlighedens bavl og bøvl, får vi adgang til os selv. Mange gange har jeg set hvordan dette stykke bevidsthedsarbejde ender med at udvide gralstilstanden, den lysende gyldne søjle, så den breder sig ud og overstråler personligheden, og i den tilstand vil vi opleve også at blive fyldt op af vores nærmeste, selv dem vi baksede med før. At holde hjertet åbent, for os selv, for dermed også at kunne gøre det i relation til andre er et af de smukkeste resultater af dette arbejde. Det er altid fascinerende at møde mennesker, der har adgang til dette. De lyser på en helt unik magisk måde. Mkh Camilla  

   

BEVIDSTHEDSÅBNINGER Hvordan føles det?
Når vi bevæger os ud i det spirituelle felt, så bevæger vi os også automatisk ud på et plan, hvor det vi idag betragter som fakta (menneskeskabte fakta), får en anden substans, som er sværere at holde fast på. Det er måske slet ikke meningen at vi skal jagte fakta, for med sikkerhed at kunne vide. Måske er fakta, som jeg kender det, et udtryk for en jagt på sikkerhed. Og måske flytter vores bevidsthedsudvikling sig nærmere i retning af erkendelse af det usikre, erkendelse af at nuet hele tiden flytter sig. Det der virkede igår, vil måske få en anden karakter om en uge. Måske er bagsiden af fakta, at det holder fast i noget gammelt. Kigger vi helt ned i vores biologi, fungerer vores celler efter et fornyelsens princip. Efter en rum tid (og det er blot nogle måneder), er alle vores celler nye. Gamle celler planlægger og tilkendegiver selv deres endeligt, de vælger at flytte sig, til fordel for nye kræfter. Sikke et mod vi på et dybt biologisk plan besidder. Det er fascinerende. Netop det mod, evnen til at give slip, gør at vi fortsat eksisterer i menneskelig form. Men hvordan kan vi berolige vores hjerne og dens behov for fakta. Måske igennem observation? Længe har jeg været betaget og draget af de forandringer der sker med mig, og andre, når bevidstheden flytter sig, langsomt eller i ryk (ascentioner af energifeltet). Til tider sker de langsomt, og så bliver vores tålmodighed i mange tilfælde udfordret. Måske sker det langsomt når vores modstand i en periode ikke er så stor, når vi netop føler os parate og virkelig gerne vil det. Det er i den situation ikke altid at vi lægger mærke til, hvordan forandringerne udfolder sig indeni, hvordan åbningen planter sig. Så kan vi komme til at stå og skrabe som en væddeløbshest der ikke kan komme ud, og det kan føles vildt frustrerende. Måske skal vi i den situation blot slå os til tåls med, at vi vil opleve forandringerne, når vi står stille, og forbliver tavse. Bevidsthedsåbninger og forandringer der bliver planet og gror langsomt, er en smuk blid og mild proces. Ind imellem går det lidt hurtigere for sig. Nogle gange har jeg erfaret og observeret, at når vi støder på ubevidste blokeringer, på det udkrudt, som er stort og sidder godt fast og har dybe rødder, der sikkert har rod længere tilbage og længere ud i universet end vi kognitivt kan begribe det (og derfor er det tit bedst at undgå at forsøge at begribe det). Det store ukrudt, fortager sig ikke med de blide åbninger. Det er ligesom en prop i systemet. Når vi iværksætter et bevidsthedsarbejde, som ikke nødvendigvis behøver involvere den store dedikation, men blot den naturlige nysgerrighed for at kende mere til os selv, så hober den smukke energi sig op omkring blokeringen (den rodhæftede tidsel), og det bliver ved indtil trykket bliver for stort. Pludselig vil den blive blæst igennem, og det går oftest heftigt for sig. En pludselig bevidsthedsudvidelse af den art, kan måske iværksætte fysiske reaktioner i vores system. Symptomernes art syntes at være afhængig af de individuelle temaer, som vi har liggende i vores underbevidste. Resultatet bagefter er en styrket sårbarhed fra vores indre. En skønhed der stråler dybt indefra. Når vi får lov at mærke det hos andre, føles det næsten som duften af et spædbarn. Ubetinget kærlighed. Fravær af frygt. Dets healende evne er unik. Hvis hele formålet med vores bevidsthedsudvidelse er at få blæst hul igennem, så må alle blokeringerne naturligvis på et eller andet tidspunkt vise sig. Flere gange har jeg erfaret, at hvis vi tør stå stille mens det stormer, og rumme det som er (og hvordan man gør det er en snak helt for sig som jeg gemmer lidt endnu), hvor vi netop undgår at lade vores personlighed gå i vejen for os selv, men lader det eksistere og arbejde. Og holder vores blik godt rettet på stien foran os, på vores smukke unikke jordiske liv, ligesom at danse i stormen og nyde blæsten istedet for at surmule over det manglende solskin, da vil oplevelsen i højere grad være forbundet med ro og indre respekt. Kærlig hilsen Camilla


HVAD BETYDER DET OG HVAD SKER DER, NÅR VORES ENERGI SYSTEM ASCENDERER

s

Ascentions processen

Måske har du hørt ordet ascention blive brugt i spirituelle fora. Som med alt andet i den spirituelle verden bevæger vi os rundt i alt andet en fakta, og vi kan møde forskellige forklaringer og begrundelser, og måske stiller du ligesom mig spørgsmål til hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Først af alt, tillad endelig dig selv at stille spørgsmål. Den del af dig, der er undrende eller skeptisk, bliver ikke mindre højlydt af at blive tysset på ;-). Og mens du undlader at “tysse” alt for meget på dig selv, så vil jeg (med benene så godt plantet på jorden som muligt ;-)), fortælle dig lidt om både mine egne oplevelser med ascention og iagttagelser hos mine klienter. Menneskets bevidsthed er under udvikling, det er der vist ikke så meget tvivl om. I spirituelle sammenhænge møder du udtryk som gammel tid, ny tid og måske endda en endnu nyere tid, som vi er på vej ind i. Det er en smuk måde at udtrykke, at den samlede kosmiske bevidsthed er under forandring. Menneskets er nu mere end nogensinde før åbent for en udviddet bevidsthed. Det er faktisk nemt at aflæse i praksis. Når vi kigger på statestikker over hvor mange som eksempelvis søger ind i det etablerede behandlersystem i forhold til hvor mange der søger det alternative behandlersystem, så er der nu en overvægt til det sidste. Mon ikke det er et tydeligt udtryk for den forskydning, og den påvirkning ny tids energi har lagt over menneskeheden? Når vores energifelt ascenderer til et ny niveau, en højere vibration, så er det på det energetiske plan det samme som at gå igennem en energitornado. Alt bliver hvirvlet op (alt hvad der skal hvirvles op), og efter stormen er du installeret på ny, en ny højere vibration af dig. Hvordan mærker man, at det er dét som sker? Du vil typisk opleve fysiske symptomer, som tiltager uden rationel forklaring, eller som bølger op og ned i et hidtil ukendt mønster. Svimmelhed og hovedpine er oftest ledsagere, idet der arbejdes ihærdigt på dit 3. øje, dit klarsyn. Man kan også sige, at du under en ascention får pudset brillerne :-). Og mens brillerne lige bliver hevet af næsen, for at bliver pudset, så er du midlertidig svagtseende. Det er derfor også vigtigt, at hvis du spotter, at det er DETTE som er igang, at du er særlig rolig og omsorgsfuld mod dig selv. Det hjælper ikke her at presse kroppen eller sindet på nogen måde. Hvil dig så meget du kan. Find fred i dig selv så meget du kan. En følelse af rastløshed i kroppen (som ikke er forbundet med en velkendt stress periode). Det skyldes at hele dit system er under omorganisering, og så længe du befinder dig inde i tornadoen, og indtil alting finder sin nye plads, vil du føle dig løbende kørt over af en bus. Men denne uro, kan også forsvinde på tidspunkter i løbet af dagen og du kan være HELT klar i hovedet og rolig i kroppen. Det er som regel her forskellen på almindelig stress symptomer og ascentionstegn er. Under en almindelig stress periode, er du generelt mere flad hele tiden og ethvert forsøg på at sætte tempoet op (som kortvarigt kan føles ok), vil opleves som et set-back umiddelbart efter. Mystisk ændret søvnmønster er også en genkendelig faktor. Lige pludselig observerer du, hvordan du konsekvent begynder at vågne midt om natten, spontant og uden grund. Oftest på et bestemt tidspunkt. Og det kan stå på i ugevis. Personligt har jeg oplevet altid at have sovet igennem, være så træt, at jo mere søvn jo bedre. Under en af mine ascentionsprocesser, begyndte jeg at vågne konsekvent omkring kl 2:30-2:45. Til sidst vil du opleve det sådan at du i det øjeblik du slår øjnene op blot ved, at så er vi her igen. Det skyldes at dét energetiske arbejde, du gennemgår, og de programmer du “downloader” har frit spil om natten, når din dagsbevidsthed er ude af spillet. Og så er der simpelthen nødt til at være time outs, så programmer kan integreres med hele dig. Der er ikke andet at sige, end at du må være tålmodig med processen. Brug nattetimerne fornuftigt, sørg for at hvile, og husk at kroppen får fin hvile, når blot den ligger og slapper af. Ændrede relationer er et tydeligt tegn på at du er godt på vej igennem processen. Som din energi justeres, og din bevidsthed udviddes, så står du med et par mere pudsede briller end før, og endda med vidvinkel på. Det betyder også at usandheder og uhensigtsmæssigheder har sværere ved at slippe igennem dit filter, end nogensinde før. Det vil naturligvis få indflydelse på dine relationer. Gå roligt frem, så alle omkring dig kan følge med i processen, så undgår du at skulle skifte hele kredsen af bekendtskaber ud. Det hele vil oftest falde til ro indenfor nogle måneder. Hold din hjerteenergi godt åben, både overfor dig selv og andre i perioden. Øget sensitivitet er en gave, der følger med – og samtidig en udfordring. Alle sanser vil være skærpet, og de sanser, som det er meningen at du skal bruge i dette liv for at udføre det arbejde, du er sendt hertil for at gøre, de sanser vil være særligt styrkede. Derfor er ascentionsprocesserne også unikke for hver af os. Som at have drukket sandhedsserum. Når processen ebber ud og du træder ud på den anden side, så er “som at have drukket sandhedsserum” den bedste måde at beskrive oplevelsen på. Din bevidsthed er øget, du er lidt mere rustet til “det du skal her” end nogensinde før. Lidt som veer. Ascentionsprocesser er lidt som veer. Nogle gange kommer de som en vestorm og vi bliver overrumblede og betvivler alt, kæmper blot for at trække vejret. Andre gange er det en langtrukket begivenheder, der synes at starte og stoppe, for så at starte igen. Små ryk, mange gange, lang tid. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. Hvis man forsøger at forcere det, vil det enten stoppe helt (fordi det er egoet der forcerer, og så er vi i virkeligheden milevidt fra en forandring af det gode), eller også vil det lykkes med et skraldebang, og så bliver der payback time bagefter, hvor det at grounde sig selv igen bliver en lang lang proces. Det bedste råd, vær tålmodig og lad moder natur gøre sine underværker. Bed dine guider om hjælp, kærlighed, og jordforbindelse i processen og være rolig og omgængelig med dig selv. mkh Camilla


NÅR VESTLIGT MEDICIN KOMBINERES MED DIN PERSONLIGE POWER. . En historie der vidner om hvor kraftigt et redskab din sjæl og dit sind er, når det kommer til at hele din fysiske krop. I september 2015 var jeg ”heldig” at knuse halvdelen af mit venstre knæ så grundigt, som det nu er muligt at gøre helt på egen hånd. Jeg har tidligere på min blog på aarhusrygspecialist.dk beskrevet begivenheden og den læring og information, der er at hente i denne begivenheden. Her får du et nyt perspektiv, eller fortsættelsen om du vil, hvor jeg mere i detaljer, vil beskrive hvordan jeg arbejde på både krops- sinds- og sjælsplan med et større healingsarbejde. Men vi starter med starten. Jeg troede at jeg snildt kunne smide en 30 kg tung cement-parasolfod over et 120 cm højt hegn. Men i kampens hede, stående med cementklumpen i favnen, overvejende hvordan jeg skulle få ned ned på jorden igen, går det op for mig, at det her projekt var halvfarligt. Nu er jeg kendt for at arbejde meget med rygproblematikker og særligt de helt trælse af slagsen, så tanken om at lave en akut diskusprolaps på mig selv ved at sænke de 30 kg ned på den anden side af hegnet, stod tydeligt i bevidstheden. I et splitsekund beslutter jeg i stedet blot at slippe den og lade den falde ned selv. Det virkede mest sikkert. Mine bevidsthed var fokuseret på de to små kaniner, som jo skulle have skygge, de var begge uden for rækkevidde og ville ikke risikere at få cementklumpen i hovedet. Med øjnene tæt på de små pelsklumper, slap jeg parasolfoden. Hvad jeg ikke var bevidst om var det faktum, at et lille skrue fra foden havde sat sig fast i min jakke, godt fast. Så i det øjeblik jeg slap foden, trak den hele mig med ned gennem hegnet og direkte i jorden. Det ben jeg støttede på, det venstre undergik derfor en enorm kraft, da lårbensknoglen med fuld tryk kolliderede med ydersiden af knæet ledflade. Overbensknoglen er stræk, det betød at hele ydersiden af knæets side vitterligt eksploderede. Der er nogle sværhedsgraden af denne type brud, og dette kunne ikke blive værre. Måden et knæ responderer på efter sådan en påvirkning er med en massiv skarp smerte og udtalt akut hævelse. Nu har jeg heldigvis en meget rationel hjerne, så den lavede en hurtigt konsekvensberegning for mig ;-). Ganske praktisk. Punkt 1: denne type smerte betyder måneder (ok tjek, accepteret). Punkt 2: bliv liggende, situationen er udenfor kontrol (ok, tjek). Punkt 3: Is, elevation og kompression så hurtigt som muligt. Min dengang 6 årige datter spurtede ud efter is, og meldte sig med en filur i hånden til mig ;-). Skæbnen ville, at der gik hele 3 dage før jeg fik røntgenfotograferet knæet. Min rationelle hjerne er en fantastisk problemknuser og overlever, og alt kan lade sig gøre, med et par krykker ved hånden. Derfor var jeg mentalt i en tilstand af manglende erkendelse. Jeg var gået i overlevelsestilstand. 2 små børn, egen forretning, og en forestående flytning om 3 uger. Der ville skulle ansættes et halv dusin folk, for at fylde mine roller ud. I mit arbejde som fysioterapeut, mekaniker og problemløser, var jeg også sådan indstillet, at operation ville være for at redde liv, og aldrig i et forsøg på at fikse noget mekanisk. Jeg var overhovedet ikke i de tanker. Chokket indtraf i det øjeblik på 3. Dagen, hvor en læge erklærende at knæet var eksploderet, at det ikke stod til at redde, der absolut ingen chance ville være for at jeg ville få førligheden igen, hvis jeg selv forsøgte at klare det. Operation, og en af de svære af slagsen, var den absolut eneste mulighed. Det havde jeg faktisk ikke tid til, for jeg havde en vigtig aftale med en journalist denne mandag aften. Jeg ved ikke hvad de tænkte på skadestuen, det undlader jeg at gå ind i. Men jeg kiggede dem stift i øjnene og sagde: ”ok, så gør vi det”. Men først i morgen. Giv mig en Don Joy skinne, som støtter benet, så der ikke sker yderligere skade, og så kommer jeg i morgen. Jeg formåede stadig at holde situationen et skridt fra livet, i en eller anden uvidende tro om at det her bare ville kunne fikses i morgen, at det ville være fint. Jeg havde slet ikke overvejet at aflyse patienterne i klinikken resten af ugen. Hvilket rationale der lå bag, handlede på det tidspunkt mere om fortræning end om egentligt sund fornuft. Men det holdt ikke længere, og heldigvis for det, end det øjeblik hvor kirurgen troppede op og fortalte mig meget faktuelt hvad der var sket, hvor vild en skade jeg havde lavet, hvor ”spændende” denne type operationer var, og at udsigten meget vel kunne være kroniske smerter eller et kunstigt knæ. Umiddelbart kunne denne besked virke lidt barsk, men det var fakta. Det er DE fakta der findes om dette problem, fakta der er et resultat af den samlede kolletive betingning. Det er det vi tror på og det er sådan det bliver. Jeg husker ham svagt omtale en 40 årig kvindelige patient med samme skade, der fik et kunstigt knæ og som fint kunne cykle igen senere i livet. Altså det huer ikke en løbers hjerne, det her. Nå, jeg holdt masken, og da han var gået, brød verden sammen. Jeg fik lov at se dét i øjnene, som alle patienter gør. Vores egen dødelighed, vores egen skrøbelighed, dét ikke at vide, om livet nogensinde ville blive normalt igen. Frygten for at slippe kontrollen til et fremmed menneske. Frygten for at vågne op med et kunstigt led, eller bare noget kunstigt i mig. Og prognoserne. Uheldigvis som fagperson, vidste jeg godt hvad konsekvensen af at knuse en vægtbærende ledflade betyder : PROBLEMER! Men det smukke ved denne historie er, at denne kirurg har hjulpet mig mere end nogen andet menneske eller væsen nogensinde har gjort. Med dårlige statistikker i baghånden, uforudsigelighed, og intet stabilt trygt faktuelt at læne mig op ad, var der kun EN tilbage –mig! Og når jeg skriver mig, så er det en særlig version af mig, der skulle vise sig aktiveret. Alle besidder vi sjælens energi, alle er vi unikt potientiale, alle er vi unikt skabende og alle har vi fuld adgang til placeboeffekten (som er vores egen evne til at skabe mirakler i vores fysiske krop). Der var to muligheder nu. Enten kunne jeg følge statestikkerne og den samlede betingning opstået af vestlig medicins statestikker. Eller jeg kunne være en af de få der brød normerne. Der var kun EN ting at gøre. Stole 100% på mig, min sjæls energi, med andre ord min intuition, min mavefornemmelse – godt støttet op af min krops egne små signaler. Hvis man kan tale om at vende ryggen til noget og vende ansigtet en anden vej, så var det dét jeg gjorde. Jeg indgik et forlig med mig selv om at være i fuld accept. Et forlig der gik ud på ikke at kende resultatet, ikke at knytte mig til at skulle opnå noget bestemt, blot med et lille spædt håb om at kunne gå på mine to ben ned til vandkanten igen og gå i sandet i bare tæer –med lige meget vægt på begge mine ben. Min tilknytning var til nydelse og fred og ikke til at præstere noget mekaniseret (som eksempelvis at gennemføre et halvmarathon på 1.35). Jeg slog over i en anden frekvens. En frekvens af accept og tillid. Der var ikke andre muligheder. Jeg vidste intuitivt at frekvensen ”mig”, ville være det eneste jeg ville kunne satse på, den eneste som ville kunne ændre på statestikker og prognoser. I min situation var det således, at jeg skulle konfronteres med noget ultimativt problematisk, for at kunne lave denne vending. Derfor ser jeg tilbage i dag på hele forløbet, som den største spirituelle og personlige gave, der er blevet mig givet. Jeg ved nu, hvordan jeg skal slå over i frekvensen ”mig”, frekvensen ”heling”. Før var det noget jeg havde læst om, observeret og fandt spændende. Nu ved jeg hvordan jeg gør, og jeg ved at det virker og jeg ved at det slår enhver form for almindelig fysioterapi eller træning. Kirurgens formidable indsats betragter jeg stadig som et solstrejf af ufatteligt professionel indsats. Tænk at kunne samle et knust puslespil så godt, og give mig så gode betingelser for det projekt, som nu har fyldt mit liv det sidste halvandet år. Og det reflekterer så smukt, hvordan vestlig medicin (her kirurgens arbejde) spiller smukt sammen med min egen alternative og praktiske indsats. Ingen af dele kan undværes, de står smukt parallelt sammen. Den medicinske indsats de første 3 uger med sikring af sårheling og smertedækning var ligeledes en uundværligt komponent. Jeg er slet ikke sikker på hvordan det var gået, om jeg ikke var dækket ind på den front. En af de faktorer som jeg hurtigt satte i spil ud over accept og tillid, var positiv visualisering. Min hjerne vidste at knæleddet nu var en folk brosten (ujævne, ikke godt at træde ned på), men jeg omformulerede det og lavede billedet af den smukkeste glatteste lyseblå brusk, velernæret og støddæmpende. Og jeg visualiserede skinner og skuer som den smukkeste støtte jeg overhovedet kunne få, som min krop ville knuselske og som ville hjælpe mig sikkert på vej og bringe mig ned til vandkanten igen. Det billede og den følelse (hvis man arbejder med manifestation, er billedet ikke nok, man skal også skabe følelsen inde i kroppen af at det allerede ER sådan), holdt jeg foran min næse i stor format, og jeg har det stadigt. Jeg holdt skarpt fast i 4 uger, derefter var det installeret, og har virket siden. Dernæst satte jeg min hjerne til at kontrollere alle muskler og små bevægelser omkring hele venstre side. Fysisk holdt jeg tempoet nede i samtlige bevægelser, en anden måde at sætte mig selv øverst og først, og alle andre begivenheder trådte i baggrunden. Det var afgørende for succesen, at jeg på ingen måde kom til at jokke ned på mit ben i de første uger, risikoen for at leddet ville brase var stor ved sådan en uforudset belastning. Den information var heftigt, men den var vigtig og den gjorde en af de store forskelle i mit forløb. Jeg konverterede den til hjælp til mig i stedet for at skabe frygt, og brugte det konstruktivt til at holde øje med mig selv, mine handlinger og mine bevægelser. Nu er det sådan, at langt mere end 90% af allle vores handlinger (og dermed bevægelser) sker fra det ubevidste, så det at holde styr over hele pakken, er altså noget af en opgave. Der var bare ikke anden mulighed. Det viste sig at hen over de første 3 uger helede det hele enormt godt, og jeg kunne mere end jeg havde turdet håbe på. Jeg har ikke på noget tidspunkt i forløbet fulgt en fysioterapeutisk træningsplan, jeg måtte hurtigt forkaste de vante principper, det virkede forkert, øvelserne føltes ikke meningsfulde, og det at træne blot en gang om dagen ved jeg af erfaring overhovedet ikke er nok i den akutte situation. Det klogeste budskab, jeg fik med mig af den opererende læge var ”det vil være godt for dig at bøje og strække dit knæ, og så ser vi”. Lige i tråd med min mckenzie tankegang. Skab et led der kan bevæge sig, begynd at bruge det funktionelt og tro på projektet. Flyt fokus fra bøvl og bras og dårlige prognosen (som ikke er andet en nocebo, dvs negative selvopfyldende profetier, eller ren og skær dårlig woodoo – og tilgiv mig endelig min direkte facon, men det var måden, jeg håndterede dette i min hjerne på, på det tidspunkt), og flyt fokus på dét du kan gøre. Bevæg det. Forsigtigt med støtte bøjende jeg og strakte knæet – hver eneste time eller mere. Og jeg blev ved og ved og ved. Gradvist med mere og mere pres på, som det føltes ok. Efter 6-8 uger hvor knæet tålte en smule belastning, da fortsatte jeg arbejdet blot fra stående stilling. Hver eneste mulighed døgnet rundt, der indtraf for at bøje og strække mit knæ, da gjorde jeg det. Når børnene skulle have sko på, baksede jeg mig ned på hug med lige præcist så meget pres, som jeg følte at det kunne tåle, når der skulle redes seng, kravlede jeg rundt på alle 4, når der skulle vaskes gulv brugte jeg et rullebræt og bevægede mig frem og tilbage ved knæets hjælp. Når vasketøjet skulle op og ned af trappen, så tog jeg mig tid til at udnytte den træning, der var i det. Alt var orienteret i det fokusfelt: bøj og stræk dit knæ, og tilvend det langsomt dit liv igen. Mit næste store fokusfelt var at give mig selv muligheden for at gå og potientielt løbe igen. Og her er det virkelig nemt at gå galt i byen. Hvis man her trækker på den rationelle hjernes kraft, vil det kigge efter et mål, et objektivt mål. Det kunne nemt for en personlighed som min være, at kunne løbet 10 km igen om 9 måneder. Dét der helt sikkert ville ske, hvis jeg valgte det gear (den den frekvens), ville gøre at jeg ville lægge mærke til folk der løb, jeg ville længtes efter at komme i gang og det ville betyde at min underbevidsthed ville lægge et lille internt pres på mig, som ville få mig til at forcere mine små gåture med krykker. Den situationen ville udvikle lidt for mange smerter, hævelse, og hvis jeg ikke ville være snu nok og opdage det, men fortsat ville lade mig styre fremad af trangen mod at nå et veldefineret mekanisk mål, så ville jeg lige stå stille ligge an til en tilstand af kroniske smerter. Hvis kroppen hele tiden får lidt mere end den egentligt kan klare, så bliver nervesystemet super opmærksomt på at der er noget galt, og det ender med at blive mere følsomt end godt er. Det betyder i praksis at kroppen så vil gøre ondt 24/7. Derfor ser jeg i dag det helt store vendepunkt, som det øjeblik at jeg slap ethvert form for mål, enhver form for kontrol og indtog en accept af at jeg ikke kender fremtiden eller resultatet. Og ultimativt en erkendelse af at der ikke ER noget resultat. Kroppen er ikke en ting, en maskine, kroppen er ikke et navneord. Kroppen er en aktivitet, en begivenhed, hvorigennem jeg udtrykker min bevidsthed. Og med min bevidsthed har jeg indflydelse på hvordan kroppen fungerer og hvad den udtrykker. Det var en kæmpe erkendelse, på sin vis både fascinerende og skræmmende. Alt svaret ligger hos mig, og jeg er skabende hvert eneste sekund. Hvis det ikke var sådan at der var ”no way back”, var jeg nok blevet skræmt og havde famlet noget mere. I dag er det 20 måneder siden skaden skete, og jeg er i dag smertefri. Jeg har fuld bevægelighed i mit knæ, både når det bøjes og strækkes. Jeg kan gå op og ned af trapper og sågar småløbe op og ned af trapper. Jeg kan hoppe gadedrengehop. Jeg løber forfodsløb hver dag, typisk 2-3 km fordelt på 1-2 gange. Og engang imellem løber jeg 5 km. En enkelt gang har jeg løbet 7 km med små pauser indlagt. Jeg savner ikke at løbe marathon, men jeg stornyder hver eneste gang jeg sætter mit ben i jorden og jeg kan mærke at det bærer mig. Jeg har også prøvet at presse mig selv, det klarer jeg ved enten at forsøge at overhale min mand på vores små fællesture eller ved at opstarte et program med intensive fysioterapeutisk øvelser. Den slags udskejelser giver op til 5 uger med smerter. Øvelser er fine, så længe de ikke overdrives, og jeg tilvænner mit system langsomt og sikkert. Jeg bruger både vægtbærende og ikke vægtbærende øvelser. Men ikke systematisk. Derimod træner jeg vægtbæring i form af gang og løb meget systematisk. Jeg har erfaret at en uges pause er fandens værk. En uge uden aksial belastning, skaber et regidt øm knæled, der hurtigt begynder at brokke sig når jeg sætter foden i jorden. Men holder jeg det i gang på næsten daglig basis, udsætter det for den passende belastning, så synes jeg at sikre mig et stabilt velfungerende produkt –naturligvis efter omstændigheder. Jeg er sikker på, at hvis jeg slog sjælen fra og hjernen til. Hvis jeg antog at 2+2 er lige med 4, og regnede ud hvor hurtigt jeg ville kunne gå fra 7 til 21 km, hvis jeg begyndte at løbe med løbemakker og følge trit, så ville situationen vende ret hurtigt. Hvis jeg begyndte at stræbe efter at sætte tempo på og presse på, så ville jeg blive sendt tilbage i niveau hurtigt og effektivt. Jeg er til gengæld også ret sikker på at jeg fortsat vil kunne påvirke mit led gunstigt. Mon ikke at hele snakken om epi-genetics, hvordan vores overbevisninger styrer vores gener og heling er i spil også her. Og mon ikke det vil arte sig således, at når jeg holder fast i de smukke principper, som har bragt mit knæ så langt, at jeg også om 10 år vil have et velfungerede led, der fint tager vægtbæring og bærer mig rundt i livet. Det får vi se. __________________________________________________________________ HVAD BETYDER DET OG HVAD SKER DER, NÅR VORES ENERGI SYSTEM ASCENDERER Måske har du hørt ordet ascention blive brugt i spirituelle fora. Som med alt andet i den spirituelle verden bevæger vi os rundt i alt andet en fakta, og vi kan møde forskellige forklaringer og begrundelser, og måske stiller du ligesom mig spørgsmål til hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Først af alt, tillad endelig dig selv at stille spørgsmål. Den del af dig, der er undrende eller skeptisk, bliver ikke mindre højlydt af at blive tysset på ;-). Og mens du undlader at “tysse” alt for meget på dig selv, så vil jeg (med benene så godt plantet på jorden som muligt ;-)), fortælle dig lidt om både mine egne oplevelser med ascention og iagttagelser hos mine klienter. Menneskets bevidsthed er under udvikling, det er der vist ikke så meget tvivl om. I spirituelle sammenhænge møder du udtryk som gammel tid, ny tid og måske endda en endnu nyere tid, som vi er på vej ind i. Det er en smuk måde at udtrykke, at den samlede kosmiske bevidsthed er under forandring. Menneskets er nu mere end nogensinde før åbent for en udviddet bevidsthed. Det er faktisk nemt at aflæse i praksis. Når vi kigger på statestikker over hvor mange som eksempelvis søger ind i det etablerede behandlersystem i forhold til hvor mange der søger det alternative behandlersystem, så er der nu en overvægt til det sidste. Mon ikke det er et tydeligt udtryk for den forskydning, og den påvirkning ny tids energi har lagt over menneskeheden? Når vores energifelt ascenderer til et ny niveau, en højere vibration, så er det på det energetiske plan det samme som at gå igennem en energitornado. Alt bliver hvirvlet op (alt hvad der skal hvirvles op), og efter stormen er du installeret på ny, en ny højere vibration af dig. Hvordan mærker man, at det er dét som sker? Du vil typisk opleve fysiske symptomer, som tiltager uden rationel forklaring, eller som bølger op og ned i et hidtil ukendt mønster. Svimmelhed og hovedpine er oftest ledsagere, idet der arbejdes ihærdigt på dit 3. øje, dit klarsyn. Man kan også sige, at du under en ascention får pudset brillerne :-). Og mens brillerne lige bliver hevet af næsen, for at bliver pudset, så er du midlertidig svagtsseende. Det er derfor også vigtigt, at hvis du spotter, at det er DETTE som er igang, at du er særlig rolig og opsorgsfuld mod dig selv. Det hjælper ikke her at presse kroppen eller sindet på nogen måde. Hvil dig så meget du kan. Find fred i dig selv så meget du kan. En følelse af rastløshed i kroppen (som ikke er forbundet med en velkendt stress periode). Det skyldes at hele dit system er under omorganisering, og så længe du befinder dig inde i tornadoen, og indtil alting finder sin nye plads, vil du føle dig løbende kørt over af en bus. Men denne uro, kan også forsvinde på tidspunkter i løbet af dagen og du kan være HELT klar i hovedet og rolig i kroppen. Det er som regelt her forskellen på almindelig stress symptomer og ascentionstegn er. Under en almindelig stress periode, er du generelt mere flad hele tiden og ethvert forsøg på at sætte tempoet op (som kortvarigt kan føles ok), vil opleves som et set-back umiddelbart efter. Mystisk ændret søvnmønster er også en genkendelig faktor. Lige pludselig observerer du, hvordan du konsekvent begynder at vågne midt om natten, spontant og uden grund. Oftest på et bestemt tidspunkt. Og det kan stå på i ugevis. Personligt har jeg oplevet altid at have sovet igennem, være så træt, at jo mere søvn jo bedre. Under en af mine ascentionsprocesser, begyndte jeg at vågne konsekvent omkring kl 2:30-2:45. Til sidst vil du opleve det sådan at du i det øjeblik du slår øjnene op blot ved, at så er vi her igen. Det skyldes at dét energetiske arbejde, du gennemgår, og de programmer du “downloader” har frit spil om natten, når din dagsbevidsthed er ude af spillet. Og så er der simpelthen nødt til at være time outs, så programmer kan integreres med hele dig. Der er ikke andet at sige, end at du må være tålmodig med processen. Brug nattetimerne fornuftigt, sørg for at hvile, og husk at kroppen får fin hvile, når blot den ligger og slapper af. Ændrede relationer er et tydeligt tegn på at du er godt på vej igennem processen. Som din energi justeres, og din bevidsthed udviddes, så står du med et par mere pudsede briller end før, og endda med vidvinkel på. Det betyder også at usandheder og uhensigtsmæssigheder har sværere ved at slippe igennem dit filter, end nogensinde før. Det vil naturligvis få indflydelse på dine relationer. Gå roligt frem, så alle omkring dig kan følge med i processen, så undgår du at skulle skifte hele kredsen af bekendtskaber ud. Det hele vil oftest falde til ro indenfor nogle måneder. Hold din hjerteenergi godt åben, både overfor dig selv og andre i perioden. Øget sensitivitet er en gave, der følger med – og samtidig en udfordring. Alle sanser vil være skærpet, og de sanser, som det er meningen at du skal bruge i dette liv for at udføre det arbejde, du er sendt hertil for at gøre, de sanser vil være særligt styrkede. Derfor er ascentionsprocesserne også unikke for hver af os. Som at have drukket sandhedsserum. NÅr processen ebber ud og du træder ud på den anden side, så er “som at have drukket sandhedsserum” den bedste måde at beskrive oplevelsen på. Din bevidsthed er øget, du er lidt mere rustet til “det du skal her” end nogensinde før. Lidt som veer. Ascentionsprocesser er lidt som veer. Nogle gange kommer de som en vestorm og vi bliver overrumblede og betvivler alt, kæmper blot for at trække vejret. Andre gange er det en langtrukket begivenheder, der synes at starte og stoppe, for så at starte igen. Små ryk, mange gange, lang tid. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. Hvis man forsøger at forcere det, vil det enten stoppe helt (fordi det er egoet der forcerer, og så er vi i virkeligheden milevidt fra en forandring af det gode), eller også vil det lykkes med et skraldebang, og så bliver der payback time bagefter, hvor det at grounde sig selv igen bliver en lang lang proces. Det bedste råd, vær tålmodig og lad moder natur gøre sine underværker. Bed dine guider om hjælp, kærlighed, og jordforbindelse i processen og være rolig og omgængelig med dig selv. mkh Camilla

KUNSTEN AT VÆRE SENSITIV PÅ PLANETEN JORDEN Hvis bare alle mennesker vare fredelige, hvis bare menneskers hjerter var åbne…. og hvis bare jeg kunne sige STOP. Som sensitiv sjæl med åbent hjerte kan det jordiske liv byde på udfordringer, som gang på gang vælter dig følelsesmæssigt omkuld. Men måske har du opdaget, at sensitivitet ikke er lig med sart eller bange eller ikke modig, for måske har du lagt mærke til, at du altid rejser dig igen. Som særligt sensitiv med et åbent hjerte føler du en dybfølt trang til at redde andre, til at hjælpe og til at hele, på en måde og et niveau, som er svært rationelt at forklare (med mindre vi bruger teorien om inkarnerede engle ;-)). Din sans for retfærdighed og for at fremhæve og fremelske det talent i mennesker, at vide at alle er rent lys og rent potientiale er enormt. Du vil have svært ved at forstå differentiering og dømmen, og opdeling mellem god eller dårlig, talentfuld eller ikke talentfuld. De begreber eksisterer ikke i dit hjerte. Der er bare forskellige talenter, og det at fremhæve dig selv som værende den vidende og den bedre, eksisterer stort set ikke. I din proces, på din egen vej, er det typisk sket en af to ting ift arbejdet med ligeværd og retfærdighed. Enten er dit ego gået amok og forsøgt at hive dig op på en pidestadel (det er et smart træk fra universet, og en hjælp til at balancere egoet, så din sjæl, den mere vidende og kloge del af dig, på et tidspunkt kommer til orde og du for alvor kommer til udtryk), eller også er der sket dét, at du er gået i totalt negativt selvværd, og endnu værre selvudslettelse, og her er det nemt at blive offer for stærke personer, som tager æren for de ting der sker for dig. Hvor mærkeligt det end lyder, så ender det faktisk også med at være en hjælp, fordi universet skal nok levere det i så ekstrem grad, at selv du på et tidspunkter “opdager”, at den vist ikke holder vand. Og så træder dit eget lys i karakter på en stærkere måde end nogensinde før. En ting du som sensitiv aldrig må være i tvivl om er, at uanset hvad du har oplevet, uanset hvor meget du har pandet dig selv i hovedet, eller hvor meget dit ego har pandet andre i hovedet, så er du rent lys, rent unikt potientiale, og universets magi, talent er dit lige så nært og berettigets som alt andet. Du behøver ikke kigge så langt for at vide, at dette er sandt. Kig på foråret lige nu. Er dit nyudspringende hyldebærtræ i tæt konkurrence med påskeliljerne? Har en af dem travlt med at fremhæve sit eget særlige talent? Er de to sorter af æbletræer i færd med at pudse grænser af overfor hinanden? Svaret er naturligvis nej. Naturen står klart og strålende hver evige eneste dag, hver en celle vibrerer med den højeste frekvens. Og der eksisterer IKKE konkurrence, der eksisterer ikke mangel, der eksisterer ikke mindreværd. Sådan er det også i hver en celle i dig. Hver eneste celle. Alt hvad du behøver at gøre, er at lade være at gå i vejen. Kun egoet (og den kan forklæde sig på mange forskellige måder) går i vejen og laver differentiering, dømmen og selvretfærdiggørelse. Måske er det noget alle mennesker gør bare en lille smule hver eneste dag? For mon ikke det er en del af det jordiske felt, som vi alle på lige fod er en del af? At tro, at det element kan fjernes helt, den der måtte tro det, er måske mest af alt fanget i det? Måske skal vi i stedet bare give det plads, registrere det og så arbejde med vores bevidsthed. Jeg er blevet meget opmærksom på, at to af de vigtigste ingredienser til senstive sjæle med åbne hjerter er “daglig nydelse” og “evne til konflikthåndtering”. Det kan være to talenter, som disse skønne sjæle ikke har som hovedressource og som bare ikke kommer med i dåbsgave, når du lander på planten jorden. Det kan være en rigtig god ide, at træne disse talenter. På samme måde som du vil træne en lårmuskel. Det mest fantastisk er, at det er lige så nemt og lige så effektivt :-). Bed universet om hjælp til at skabe en tryg læreplads og nogle gode “øveklienter” til at styrke dig på. Når du praktiserer daglig nydelse, så vær opmærksom på at der er flere ingredienser, som gør opskriften magisk. Hvis du er nysgerrig efter mere, så åbner jeg en lille oase (foredrag) fredag den 25 August 2017 i Skanderborg fra kl 17-19:30 med denne overskrift: Om englemennesker og særligt sensitive med åbne hjerter. Om evnen til at leve på planten jorden og om din særlige dåbsgave, dine clairvoyante evner. Tilmelding via mail: info@camillanymand.dk

VEND DIG RUNDT OG LAD LIVETS MAGI TRÆNGE IND
Denne morgen var meget speciel. Jeg vågnede før tiden, og vidste at jeg skulle rejse mig og med det samme bevæge mig ned til vandet. Lettere modvilligt og lidt uden at forstå den større begrundelse for denne tidlige vækning, tøffede jeg søvnig ud af dynerne, kantede mig forbi de to små sovende børn, der havde fundet deres vej op i soveværelset i løbet af natten. Jesper skal ud at spille golf, sagde mit ego. Ja ja tysser min guide, du har tid nok, afsted. Nattøjet beholdt jeg på, og tog blot et lag udenover. Det var en af de her helt helt særlige iskolde morgener, men hvor lyset både er lyseblåt, lyserødt, lyse-orange og frem for alt sølv. Jeg luntede ned af vejen med min sorte hund og som vi ramte marken og kunne se vandet, blev jeg bevidst om stilheden denne morgen. Kunne man sige at der var magi i luften. Vi listede ned langs stierne med duften af saltvand i næsen, det var lige omkring solopgang og de første stråler lysnede billedet i et farvestrålende glitter så langt øjet rakte. Jeg var ikke bevidst om hvad der var i vente. Vi nåede det sædvanlige sted, hvor turen plejer at dreje til højre, men jeg blev tydeligt vist til venstre. ”Du skal gå imod lyset”, blev der sagt. Af med skoene, hen over vandløbet, kold koldt koldt, men oplivende. Ude midt på vandet samler lyset sig i fortættede områder, de lyserøde slørende farver trækker sig sammen og der viser sig for mig oplevelsen af 3 engle, der står ude midt på vandet. De viste mig tilbage til barndommen: ”kan du huske det?, da du var 9 år?. Da livets magi stadig havde overtaget. Ligesom med bølgerne. DER ER ET MELLEMRUM. ET MAGISK MELLEMRUM. Ligesom i bølgerne. Det magiske mellemrum eksisterer, og har altid eksisteret. Men mennesket har vendt ryggen til det, og har i generationer stået og kigget ind over land. De har vendt det ryggen. Det sølvfarvede glitrende mellemrum. Det er der hele tiden. Og det har altid været der. Det skyller ind over Jer, på samme måde som bølgerne lige nu skyller ind over stranden. I ser det bare ikke, eller alt alt for lidt. Men det vil blive åbnet, og det vil blive tilgængeligt i en højere grad end tidligere. Der vil ske endnu et skifte hos menneskets bevidsthed. I skal ikke være stædige og vende ryggen til livets magi. I skal ikke vedholde egoets kontrol over Jer. Mange af Jer opdager end ikke, at det er dét, som sker. I skal ikke bliver i egoets behov for at lide, og heller ikke i egoets behov for at retfærdiggøre og belære. Livets magi vil lukke op for at større livssyn, end mennesker lige nu har adgang til. I vil i det lys kunne se Jeres ego meget tydeligt. Og med kærlighed, og vores hjælp, sende livets magiske sølvbølger ind over det i kærlighed” Det var meget tydeligt at mærke magien bølge ind over mine celler og hele mit felt, ligesom glimtrende lys på havoverfladen en solskinsrig formiddag. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg påstå at der denne morgen blev ”tændt” noget i mig, som jeg nu var klar til at få tændt for. Jeg er i skrivende stund stadig spændt på hvad det vil bringe med sig. ”Det skal du ikke bekymre dig om”, svarer de 3 bevidstheder selv her på tidsmæssigt afstand (for jeg havde jo altså ikke min computer med til vandkanten denne januar morgen). Selv om de stadig stod tydeligt klar ude på vandet, bevægede jeg mig ligeså stille videre med min nu utålmodige hund. Selv om jeg vendte ryggen til scenariet, forstærkedes energien sig fortsat. Omtrent 200 meter længere henne ad stranden, var energien så tæt, at jeg stoppede op og måtte bare fokusere på at trække vejret og lade det få plads i mig. Vi satte os ned i sandet igen og registrerede at farven nu havde ændret sig til helt sølv. Englene havde udviddet deres felt og ladet deres energi fylde hele vandfladen. ”Ræk hænderne frem”. Det er meningen at denne energi skal kobles til vores fysiske kredsløb og vores energetiske felt. Teknisk set er det uden besvær at koble energien til vores energetiske felt, de fleste sensitive mennesker vil uden problemer kunne tage imod denne hjælp, blot ved tankens kraft (det er denne måde de fleste lysbærere og lysarbejdere normaltvis kommunikerer). Men energien skal sikres og derfor skal den kobles til det fysiske domæne. Og det vil fungere bedst gennem hænder og arme (som jo er dem der får os til at handle, og agere ;-)). Som jeg rakte hænderne frem, fik jeg en tydelig fornemmelse af hvordan denne energi fik adgang til mit fysiske vene/aterie kredsløb, hvordan energien forbandt sig med min fysiske krop. Tidligere har jeg haft denne slags oplevelser, og på forskellige vis være blevet overdynget med energien eller løftet af den. Denne gang var FORBINDELSEN TIL DEN FYSISKE KROP det afgørende punkt, og måden at sikre vedvarende åbning. ”Jesper er stået op”, siger min guide i mit øre. ”Han skal afsted, du skal vende hjemad nu”. Hmmmm, ja. Jeg havde nu allermest lyst til at blive lige her, som i resten af mit liv. ”Og for øvrigt var der en grund til at vi bad dig tage din diktafon med”. Jeg hørte det godt på vej ud af døren og kunne udmærket se lige nu, at det havde været så fint at kunne optage det her med samme. Kanaliserede beskeder og oplevelser har det med at fordufte ret hurtigt grundet deres høje vibration. Men denne gang holdt energien fast, måske fordi den blev inkorporeret på en for mig ny måde. Jeg fik tydelig besked på at dele denne information og oplevelse. ”Mere vil følge, og mennesker skal være opmærksomme på vores kalden og gøre klar til selv at lukke deres felt op for den nye bevidsthed”. Med kærlig hilsen Camilla

THE POSSIBLE EXICTENSE OF TWIN SOULS
Few days ago, a very special experience entered my life. This is not a story about a material experience or anything that you could possible messure. This was an energy experience, an insight followed by a very clear guidance and insight in a souls higher purpose. I apologize to the danish reader, that you must manage my (danish) english, but in respect of the english woman, who initiated this experience, I will do my best to make it understandable in english. To the new reader, I will here give a short introduction of my background. I’m a 40 year old woman from Denmark, brought up in an ordinary family with no special religious or spirituel background. What we see is what we believe and stuff that cannot be measured is to be doubted. Nothing special about that, that is proberly how most families raised their kids, at least at that time. Undtil the age of 37 I was occupied in a ”normal” life with education, normal job as a physiotherapist and was very engaged in vestern medicine, diagnosis and documentation. My whole life has somehow been an experience of not being at home, not being at the right place, and not fully understanding all the insights, clear visions and strange things occuring around me. Like most clairvoyant people, we consider this as normal, because it has been there all the time. Circumstances made me do a significant jump. I left my old life, invested all my energy in understanding all these extra sensory informations and slowly started using them. Few years later I had it all incorporated in my own clinical work with at combination of western medicine and clairvoyant guided insight to help people understand, grow, heal and move into a more body-mind-soul directed treatment and healing. The story of how my energy and intuitive insights developed is a different story, and I will share it antoher time. I’ll bring you in, in the beginning of August this year, where different cirumstances started to occour. Over the past 3 month I had experienced an energy shift or what you could call a raised vibration, which has lead to a higher understanding and clearly new level of guidance and inutition. This explains why my whole energy system was somehow much more alert and sensitive to the intuitive guiding occuring around me. Preparing for a talk, I was supposed to do in a few days, I was suddenly guided into my office by a clear sense that I needed to find a special book, that was hiding somewhere behind all the other books, and I was told that I had to read it NOW. Looking for this book, I suddenly became aware, that my spirituel guides for more than a week, had put this book and its front page into my mind (as a picture). It was kind of strange, because I had brought this book about a womans near death experience some weeks ago (more by accident than by deeply needing to read it), I had looked at it, and at that time didn’t had the feeling that I was into reading it right now. But suddenly looking for this book, I remembered having had this picture in my mind for at least a week (the guides carefully trying to tell me to pick it up and read it), and I silently apologized to my guiding team, that I had overheard their message. They were were insisting, like pushing my clear sense, clear vision and clear hearing at the same time. I HAD TO READ THAT BOOK NOW. Suddenly I found it, holding it was like holding my life in my own hands. Very very strange feeling, which I have never tryed before. At this stage you need to know, that I’m very trained in seperating my own ego from clairvoyant guidance, so up till here there were no questions at all, that there was something in that book of major importance. I was very clear about that. So, instead of preparing for my lecture, I sad down started reading. And it was like time stoud still. With a very open system and clear sense I’m used to be able to feel other people emotions, pain, experiences etc. Problerly because of that, this experience made my heart stop beating for at couple of seconds. I was reading Stephanie Arnolds book: 37 seconds, but I was not only reading it. How strange it may sound, I had this clear clear feeling that it was me. I had to stop, put it away, clear my head, and as I started reading again, I said out loud: ”JESUS -she is using my words….or I’m using her words”. I felt like two parallel lives melted together. I knew within every cell, within my whole energy field, that I somehow (also) went through this, this story as she was telling. But ofcause my reationel mind could not find a logical answar to this. At that time I had to break again. My ego started discussing with me, what is all this. To get some extra help and insight I contacted both a clairvoyant wise woman, whit whoom I’m strongly connected (but in a different way than this new experience). This type of strong connection is felt in a way that we are able to heal each other, we feel each other no matter the distance, we remember previous lifes together, and we typically get the same insights. The bound is very strong. This new experience was felt INSIDE my cells, inside my energy. Like it was me. Best way to describe it. Like it was me. I experienced this, I wrote this (even though there is no chance that I have anything to do with this amazing woman). I conneced with my higher guidance for advise, and was told: ”same soul, two persons”. The wise woman confirmed: ”twin souls”. With a sceptical ego, but a huge respect for this experience and my very clear guiding, I carefully accepted this gift. Some souls, with a higher purpose, will divide themselves into 2 or more parallel excisting lives, simply to be able to reach a higher level. I was told that a energy connection, just being aware of this excistence of the other part of the sould, will raise the vibration of both. Leaving my home to do the talk later that afternoon I was still paralysed, but was about to experience what I would call a smaller miracle or a higher level of energy and awareness. Bringing energy and intuition into vestern medicine is not always easy. But this time I was guided throughout 2,5 hour by higher guidance, and left the building with a stronger feeling inside my heart than ever before, knowing that NOW there is made a passage, an entrance of light and strength, that will make changes that I have no chance of knowing the precise details of at this moment. The following days I was delivered insight and visions about a third part of this soul and possibly a fourth. After connecting with Stephanie Arnold I agreed to share this personal experience. I hope somehow you will take whatever part of it, that may support you. With warmest regards Camilla ______________________________________________________________

Frygtens skjulte gave

når mørket er over os
Som lysarbejdere, englemennesker og stjernebørn, ser vi lyset, vi vælger freden, vi vælger lykken, vi vælger at kaste vores fokus på alle de skønneste ting. Og sådan er det også med mig. Jeg har altid lukket øjnene for mørket, slukket ned, vendt mig om og gået den anden vej. Som lysarbejder har du ofte flere liv bag dig her på jorden. Liv hvor du gang på gang har været her, for at sprede lys og ændre på de udfordringer, vi med vores menneskelige egoer spreder omkring os. Det er ret konsekvent at se hos lysarbejdere (ses tydeligt i vores aura), at vi bærer barske begivenheder med os (tænkt blot på heksebrændingerne), ting som vi enten har været vidne til eller været en del af. Alle disse oplevelser påvirker vores energilegeme ligeså meget som begivenheder, der er indtruffet i dette liv. De er ofte blot ikke kendte af vores bevidste sind. Mange engle, alfer og vismænd har måttet lade livet i kampen mod mørket. Det er ikke sjældent at man med det clairvoyante syn får vist hvad der er sket, og det kan være skræmmende indsigter, der kan kræve lidt mod at dykke ned i. Personligt har det dog givet mig en større forståelse for min påpasselighed i dette liv (som før var uforklarlig), og situationen kan tilgås med større respekt og dybde. Og dybest set gider mit ego og min dagsbevidsthed så absolut ikke beskæftige sig med slags ævl ;-). Kender du den slags egoer, som har det sådan? 😉 Og jeg vil sige, at hvis jeg ikke havde prøvet at have mørket helt tæt på og mærket dets energi og påvirkning, ville jeg nok stadig betvivle ovenstående og putte det i kassen af sludder og vrøvl og gode fantasier. Det er sådan, at engle og stjernebørn lige nu har et omfang af 3% af jordens befolkning. Mange er nye, der er kommet flere til over de sidste 8-10 år. Mange er derfor endnu børn, og har slet ikke styrke nok til hverken at stå forrest eller bryde igennem endnu. De ældre engle, alfer og vismænd er en væsentligt mindre procentdel, og de stærke af slagsen er så en endnu mindre bestanddel. Hvis vi kun tæller de, som er deres opgave og højere mission bevidste, så kan du selv begynde at regne på, hvor langt der er imellem. Mørket findes. Det skal ikke betvivles, og mine guider tropper op og advarer os om at tage det mere seriøst, end vi måske tidligere har gjort. Mørket har til hensigt at overskygge lyset. Og det har mange udspekulerede veje til det. Det finder de svageste led, og det finder vej ind i os igennem vores egne sprækker. Der sker i ganske almindelig dagligdagssituationer, hvor tilgængelige sjæle med lav beskyttelse, ubevidst har lukket deres energi-legeme op. Så mødte vi nu blot Lord Voldemort i egen høje person, så ville vi utvivlsomt godt vide, at det ville være NU tryllestaven og englekontakten skulle skrues op for fuld styrke. Men så synligt er det bare normal aldrig. Gennem svagt beskyttelse sjæle eller begivenheder eller gennem mennesker, hvor vi af forskellige årsager har lukket os op, gennem svage konstruktioner i vores egen personlighed – lige præcis dér vil det kunne trænge ind i vores sprækker og huller. Hvis vi ikke kender vores egne sprækker, får vi svært ved at gennemskue, hvad der egentligt sker. Og måske sidder du nu og spekulerer på hvad egne sprækker og huller er for en størrelse. Nogle af dem, dine frygtmekanismer, kender du måske allerede, fordi de har vist sig i dette liv. Nogle har det med at gentage sig, eller vise sig i forskellige forklædninger. Nogle sædvanlige eksempler er: Angsten for at miste Angsten for at blive isoleret eller alene Angsten for ikke at kunne klare sig Angsten for at blive forladt Listen kan laves meget lang. Men bag alle disse ligger i dybden og gemmer sig dødsangsten. Hos lysmennesker med en højere mission kan der i dybden også ligge det at fejle eller misse sin større mission, som næsten kan være mere presserende end dødsangsten. Men dine sprækker og huller kan også meget nemt være skjulte. Det er ikke sikkert du går rund og mærker dine sprækker. I en ganske normal hverdag, hvor du har det godt, er det netop ikke synderligt rart at gå og mærke og massere på alle sine svage sider, det ville da i den grad spolere den gode stemning. Derfor kan de være godt gemt væk fra det bevidste sind. Symptomerne på at være ramt er variable. Som fysioterapeut ser jeg lysmennesker med besynderlige uforklarlige ikke sammenhængende symptomer, der ofte hopper rundt i kroppen. Billeddiagnostik kan ikke forklare det, og folk er forholdsvis hårdt ramt af noget, som slet ikke mekanisk set og objektivt set burde give denne slags udtalte problemer. Det kan ramme som en udbredt følelse af spontan depression eller gråhed/tristhed (som ikke kan forklares, fordi du ikke har en historie med depression eller nogen bestemt begivenhed, der skulle kunne forklare det). Du vil opleve at være forskubbet fra dig selv, ikke at kunne komme kontakt med dig selv. Du vil kunne se det pulserende liv udenfor dig, men du vil have svært ved at række derud. Dernæst vil det ramme alle dine svage punkter. Hvis du bekæmper ét, tager det simpelthen det næste. Det vil arbejde på at isolere dig (måske gennem problemer med dine nære relationer, så hold lige godt øje med det) og give dig en følelse af træthed og håbløshed og isolation, og måske manglende livslyst. Der findes formentlig variable aspekter af dette. Hvis først mørk energi er trængt ind gennem vores forsvar, kan man næsten betragte dette som en gennemgribende tandeftersyn, hvor alle dine huller og sprækker vil blive gennemgået og testet, og din opgave bliver så at sætte en dørvogter ved hvert hul, INDTIL du har lappet hullet. Den gode nyhed er: hvis først du har opdaget, at det en denne slags ynkeligt angreb, der har til formål at stoppe dig i dit virke som lysarbejder, så vil du faktisk kunne sidde på sidelinjen og more dig lidt over de mere eller mindre desperate forsøg på at bringe dig ud af balance. Mine guider rådgiver om, at det her er godt at have en god stabil livline til en stærk støtte, som kender til disse udfordringer. Det bedste er i store træk, hvis vi formår selv at tage kampen op. Der ligger enorme ressoucer bag at få gennemgået hele vores spekter af personlige udfordringer og få lappet hullerne i forsvaret. Styrken, som du står med bagefter, vil let kunne bringe dig op i en højere dimension med en klarere lys og klarere indsigter end nogensinde før. Det er her frygtens skjulte gave for lys-arbejdere befinder sig ;-)- Når jeg kigger tilbage, kan jeg nu se, at et angreb af mørke kræfter, har indtruffet flere gange i mit liv. Dengang vidste jeg bare ikke hvad det drejede sig om, og jeg betragtede det nok mest af alt som forbipasserende tilfældigheder. Jeg vil tro, at de indledende symptomer (når man bliver obs på at noget ikke er så godt som det plejer at være) kan variere. Men der er en tendens til at det rammer hjertechakraet, for det er dét, som står mest åbent hos lys-arbejdere –og af ganske gode grunde, for det er jo dét, der er vores primære arbejdsredskab. Forskellige symptomer omkring bryst, hjerte, lunger og vejrtrækning vil være knyttet til hjertechakraet. Den mørke energi vil meget nemt kunne gøre, ligesom når du åbner en hel bøtte haribo. Man skal først lige have fat og brudt lågen (sikringen op), dernæst er der mere at trække i og så er det nemt at hive resten af låget af. Så hvis først det får fat (på det svageste led), så kan det nemt rykke tæppet væk under dig. Alle ens små sprækker bliver påvirket, og det bevirker et markant dyk i energi-niveau. Man kan få følelsen af at være i en anden krop, at have mistet mig selv. Måske kan man se familie og venner have det sjovt derude, men man kan ikke nå ud til dem. Flad energi og en følelse af mindreværd og/eller isolation vil være klassisk. Du kan være opmærksom på, hvis du pludselig oplever en lyst til at opgive og mest af alt lyst til at gemme dig væk i en hule eller forsvinde helt. Set udefra kunne det her godt ligne tegnene på en depression, blot en mærkelig en af slagsen, som kommer uden grund (ingen begivenheder der skulle kunne sætte det i gang, og ingen forhistorie af depression. Når du først får fat i problemet og ved hvad der sker, vil det hele kunne fjernes på ganske få timer. Hos mig var det dét som ultimativt bekræftede mig i, at der her ikke var tale om depression eller anden forstyrrelse i hjernens kemi. Måden at bekæmpe den her slag angreb på, vil kunne variere. Det afhænger af hvordan det er kommet ind og hvilke temaer det hos den enkelte person, har ernæret sig af. Der er nogle grundelementer, som jeg har erfaret er med i processen. At erkende situationen, at smide ”modgift” ind alle de steder, hvor det går til angreb på dine temaer og frygtmekanismer, at arbejde med kærlighed og rummelig meget akut og med fuld styrke, at arbejde med lys og indsigt på fuld styrke. Og først og fremmest tilgå det med respekt og mod. Der er ingen grund til at være bange, det vil blot holde dig fast. Slutteligt, når du har godt tag i dig selv igen, så tag det i nakken og smid det ud. Personligt er jeg set fra et større perspektiv, denne slags ”angreb” taknemmelig. Det at få belyst ALLE mine sprækker, det at få muligheden for at sætte en dørvogter i, og det at hele de opdagede sprækker, efterlader naturligvis et stærkere forsvar og et stærkere klarere energifelt. Der er er altid en mening med alt hvad der sker, at blive mørkets eksistens bevidst kan betragtes som en styrke. Der er et gammelt ordsprog der siger: hold dine venner tæt på, men dine fjender endnu tættere. Det at være på vagt, men ikke at være bange, er nok det stærkeste forsvar, jeg ville kunne forestille mig. , Hver eneste af os, som vælger lyset, har en essentiel rolle. Du skal aldrig undervurdere dig selv. Uanset om du er fysioterapeut, læge eller taxa chauffør. Der er rigtig mange måder at være lys arbejder på. Lad ikke dit ego dømme dig, for du er vigtig. Hver eneste dag. Så janteloven i Danmark, kommer lidt under pres lige nu – ikke ;-). Og det bliver den ved med fremadrettet. Med kærlig hilsen Camilla